Mercedes overhaler Audi på andenpladsen

For første gang i år har Mercedes-Benz overhalet Audi og var dermed verdens næststørste producent af luksusbiler i november.

Foto: GEOFF ROBINS. Mercedes-formanden Dieter Zetsche har grund til at være tilfreds med den nye CLA-model, formet over den kompakte A-klasse. De to modeller sælger godt.
Læs mere
Fold sammen

Det skriver Bloomberg.

I november solgte Mercedes, der er ejet af Daimler, 133.440 biler mod Audis 132.050. For Mercedes' vedkommende var det en stigning på 11 pct. år til år. Begge ligger dog fortsat bag BMW, når det kommer til salg af luksusbiler. BMW solgte 149.660 biler i november.

Mercedes har været specielt hjulpet af salget af sine mindre modeller, såkaldte compacts, hvor Mercedes CLA i en firedørsudgave og Mercedes A-klasse har trukket læsset.

»Den nuværende cyklus er meget positiv for Mercedes. Audi og BMW bliver nødt til at investere i nye produktfaciliteter og nye modeller. Mercedes har toppet i sin investeringscyklus og er nu gået ind i en fase med afkast,« siger automobil-analytiker Sascha Gommel fra Commmerzbank til Bloomberg News.

I Danmark er Mercedes-Benz også på »andenpladsen« blandt de tre, tyske luksusmærker:

Her er Audi foran med 5.326 solgte biler fra januar til november, Mercedes er der solgt 3.820 af, mens BMW følger lige efter med 3.575 solgte biler i Danmark.