Mens Strøget kæmper med tomme lejemål, blomstrer butikslivet på Frederiksberg

Flere og flere butikker står tomme i centrum af København, på Strøget og på Amager. Alt imens har Frederiksberg og Valby formået at vende udviklingen. Det skyldes, at huslejen på Strøget stadig er for høj, vurderer ekspert.

På trods af, at der i disse tider er mange mennesker på Strøget, står hver tiende butik tom. Huslejen er for høj, fortæller administrerende direktør Per Nyborg fra Institut for Center-Planlægning. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann

Hvis man tager et ekstra kig ind af butiksruderne på Strøget, står hver tiende butik tom. Det er dyre spildte kvadratmeter. Det seneste år er der tabt, hvad der svarer til 50 mio. kroner i lejeindtægter.

Helt anderledes ser det ud et stenkast derfra på Frederiksberg. Her har man formået at vende den negative udvikling, og flere lokaler har fået lejere. Det betyder, at kun 1,2 procent af butikkerne på Frederiksberg er tomme. Landgennemsnittet er 6,5 procent.

Det viser nye tal, som er udregnet af EjendomDanmark. Deres administrerende direktør, Jannick Nytoft, kalder udviklingen på Frederiksberg for bemærkelsesværdig.

»Inden for ganske korte afstande i København er der meget store forskelle på, hvor meget der står tomt. Særligt positivt ser det ud for Frederiksberg, hvor der næsten ikke er til at finde et ledigt butikslokale, og også Valby ligger lunt i svinget,« siger Jannick Nytoft.

»Der er ingen tvivl om, at City og Amager er områder, hvor der kommer til at ske omstilling og tilpasning. Samtidig kan vi se, at en del andre områder – også ud over Frederiksberg og Valby – faktisk har knækket koden og har fremgang eller fastholder meget få tomme butikslejemål,« tilføjer han.

Nye virksomheder rykker ind

Hos Institut for Center-Planlægning vurderer administrerende direktør Per Nyborg, at udviklingen kan forklares med, at huslejen på Strøget stadig er relativt høj.

»Der var en overgang, hvor det var en del af markedsføringsstrategien, at man for alt i verden skulle have en flagstore på Strøget. I dag prioriterer virksomhederne benhårdt, om de kan lave overskud på den enkeltes placering. Det er sværere på Strøget, da huslejen stadigvæk er høj,« siger Per Nyborg og påpeger, at store lån i bygningerne på Strøget kan bremse for de huslejenedsættelser, der er brug for.

Grunden til, at man på Frederiksberg og i Valby formår at fylde butikslokalerne ud, mener han, skyldes, at serviceerhvervene er flyttet ind.

»Udgangspunktet er et andet huslejeniveau, og det giver mulighed for, at andre funktioner kan flytte ind. For nogle år siden rykkede caféer og kaffebarer ind, og nu kan vi se, at frisører og skønhedssaloner i stigende grad rykker ind i centrene,« forklarer Per Nyborg og henviser til, at det stadig stigende onlinesalg er forklaringen bag.

Strøget skal nok overleve

Ole Danielsen er direktør for Jorcks Ejendomsselskab, som udlejer blandt andet erhvervsejendomme på Frederiksberggade på Strøget. Han følger udviklingen på Strøget nøje. Han er fortrøstningsfuld, men samtidig bekymret.

»Det er gået stærkt. Der er godt og vel 200 butikker på Strøget, hvoraf ca. 20-25 butikker står tomme lige nu. Der er ingen tvivl om, at butikkerne er pressede,« siger han.

Ole Danielsen er enig i, at huslejen på det enkelte lejemål kan være medvirkende til de tomme vinduer, men det er også et spørgsmål om, hvordan de enkelte butikker performer. Blandt andet tager nethandlen efterhånden en bid af kagen fra de fysiske butikker, påpeger han. I hans optik bliver det derfor en fælles opgave for både ejere og lejere at få pustet liv i de tomme butiksruder.

»Der strømmer 35.000-40.000 mennesker gennem Strøget hver dag. Jeg er derfor ikke i tvivl om, at Strøget nok skal overleve. Men nye tider kræver omstilling,« siger Ole Danielsen.