Indtil nu har menneskets bedste ven været forvist til den trange plads under sædet foran dig i et lukket bur eller flyets mørke lastrum.

Det er der mange dyreelskere, der har været kede af. Så selvom det kan lyde lidt som satire, tilbydes hunde nu en flybillet på første klasse med fuld forplejning

Bag initiativet står det amerikanske selskab Bark, der blev stiftet i 2011, og som blandt andet sælger hundemad. Nu udvider de med Bark Air, der er verdens første flyselskab målrettet menneskets bedste ven.

Bark Air giver ikke udelukkende mulighed for, at hunden kan sidde ekstra godt og behageligt – blandt »normale« passagerer – de firbenene tilbydes i tilgift en udsøgt menu.

Meningen er, at man forud for flyafgangen skal sende en række oplysninger om sin hund, så flypersonalet har forudsætning for at gøre rejsen så behagelig som muligt.

Inden afrejse vil der desuden være mulighed for at møde de andre hunde i en særlig »hundelounge«.

Og her slutter den ekstravagante forplejning ifølge Bark Airs hjemmeside ikke.

»Alle behårede passagerer vil have adgang til et udvalg af godbidder, støjreducerende høreværn og beroligende overtøj for at sikre en stressfri og behagelig flyvning,« hedder det på hjemmesiden.

»Vi er spændte på at bruge vores erfaringer til at skabe en oplevelse, der virkelig er hunden først, og som er markant anderledes end blot at acceptere hunde på fly,« siger Matt Meeker, der medstifter og administrerende direktør hos Bark.

Men det er altså langtfra første gang, at amerikanerne er kommet på nye forretningsideer, der er direkte henvendt til menneskets kæledyr – og i særdeleshed hunden.

Bare for at nævne et par er hele boligområder designet ud fra hundens behov i USA, der er udviklet elektronisk madforsyning til hunden, og så findes der hunde, der har deres eget badeværelse med bruser i den rette højde.

Det er i sandhed det søde hundeliv. Og i USA er hunden fortsat menneskets bedste ven.

Gennem de seneste tre årtier er antallet af personer, der ejer et kæledyr, steget markant. I dag ejer over halvdelen af alle amerikanske husstande (66 procent) et kæledyr.

Det samme gør sig stort set gældende i Danmark, hvor tallet er 40 procent.

Og så føler hele 97 procent af de amerikanske kæledyrsejere, at deres kæledyr er et medlem af familien, viser tal fra de seneste statistikker, som Forbes Advisor har dykket ned i.

Pladsen som en del af familien er netop en af årsagerne til, at stifterne bag Bark Air ønskede at ændre flyoplevelsen for hunde.

Men det er ikke nogen helt billig fornøjelse at få Fido på vingerne. En enkeltbillet fra New York til Los Angeles i juni koster omkring 42.000 for en hund og en person. Fra New York til London koster billetten knap 56.000 kroner.