Mekanikerne bogfører selv

Hver gang en faktura sendes afsted til kunden, bliver det automatisk bogført i det internetbaserede regnskabsprogram, som værkstedskæden AutoMester har taget i brug i 60 værksteder.

Læs mere
Fold sammen
Tid. Ressourcer. Og bøvl, når eksisterende regnskabsprogrammer på de enkelte computere i kædens virksomheder skulle opdateres.

Det blev der brugt for meget af i kæden AutoMesters værksteder. Derfor besluttede værkstedskæden for to år siden, at både regskab og kundestyring i fremtiden skal klares i software, der kan tilgås via internettet.

I dag har 60 af de 400 værksteder implementeret den nye software, hvor en faktura eksempelvis registrerede i bogføringsmodulet i det øjeblik, den afsluttes og sendes afsted til kunden.

- Det betyder, at mekanikeren selv klarer bogføringen, hvor mange tidligere sendte den opgave ud af huset. Den udgift sparer de nu, samtidig med at der spares en masse tid for den enkelte mekaniker, forklarer Per Rosenby, som er AutoMesters konsulent i softwaremodellen, som er en kombination af løsninger fra FTZ, Tolerance og e-conomic.

Systemet indeholder i dag flere elementer til både kundestyring, bogføring, data om bilerne og bestilling af reservedele. Muligheden for at lave fejlsøgninger på biler vil også blive implementeret i systemet.

Og ifølge Per Rosenby vil der formentlig blive koblet flere services ind i softwaren, som mekanikerne altså kan tilgå, uanset hvor de er i verden - og hvilken computer de benytter, hvis blot de har adgang til internettet.

- Fordi softwaren anvendes online, så slipper vi for at skulle igennem en masse bøvl, når versionerne skal opdateres eller flyttes fra en gammel computer til en ny. Vores erfaring er, at det typisk kræver flere konsulenttimer og ender med at blive dyrt for den enkelte mekaniker, når man har programmet liggende lokalt på computeren, siger Per Rosenby fra AutoMester, som har en ambition om, at de fleste af kædens 400 værksteder vil implementere den nye softwaremodel i løbet af de næste par år.