Mejeriforening: Afgifter dræber salget

Mælk og smør stiger i pris, og får salget til at falde, hvis regeringens forslag går igennem. Mejeriforeningen er dybt forundret.

Foto: Rune Feldt / Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et katastrofalt skatteudspil. Sådan lyder dommen over regeringens forslag om at pålægge fede mejeriprodukter og vegetabilske olier afgifter. Ifølge Mejeriforeningen vil alle mejeriprodukter blive ramt af prisstigninger. Det vil presse danske mejerister og give en opblomstring til grænsehandlen.

”Konsekvensen er, at vi vil se et fald i salget af mejeriprodukter på 5 til 10 pct inden for det næste år. Det vil i stedet gå til udlandet eller billigere produkter”, vurderer Bent Juul Sørensen, der er formand for Mejeriforeningen.

Samtidig understreger han, at det vil ramme skævt, fordi prisstigningerne vil gå ud over de unge børnefamilier og den halve million af ’småtspisende’ ældre, der har brug for fedt.

Arla bakker op om Mejeriforeningen kritik.

”Det er bekymrende, at afgifterne kommer meget dramatisk og med meget stor kraft”, siger Lars Aagaard, der er direktør for det danske marked. Ifølge ham vil konsekvenserne være store, men hvad de vil betyde for bundlinjen hos Arla, kan han endnu ikke sige noget om.

Afgiften vil ifølge beregninger fra Mejeriforeningen betyde, at prisen på en letmælk vil stige med cirka 20 øre per liter, og at 250 gram smør kommer til at koste cirka 2,50 kroner ekstra. For en familie med to voksne og to børn med et gennemsnitligt mejeriforbrug betyder det, at de skal betale cirka 600 kroner ekstra for deres mælk og ost om året – hvis de køber fedtfattigt slipper de med 500 kroner ekstra.

Folk spiser allerede sundt
Selvom både Arla og Mejeriforeningen bakker om op, at folk skal spise sundt, står de fast ved, at afgifter ikke er den rigtige vej frem. I stedet skal adfærden ændres med oplysning, lyder det enstemmigt fra Mejeriforeningen og Arla.

”Grundlæggende er vi enige i, at vi skal gå i retning mod en sundere levevis. Det arbejder vi også på. Vi vil fortsat udvikle produkter med lavere fedtindhold og fortsætte med at sætte fokus på, at forbrugerne får et fedtfattigt alternativ”, siger Lars Aagaard.

”Mere end 50 procent af omsætningen af mælk er minimælk og skummetmælk. Så vi gør meget for at reducere fedtindholdet. Vi har gode erfaring med, at hver gang vi lancerer fedtfattige produkter, vælger forbrugerne dem”, tilføjer han.

Ifølge Mejeriforeningen har de danske mejerister fra 2000 til 2005 allerede fjernet 5.000 ton fedt fra mejeriprodukterne.

Regeringens afgifter på mættet fedt skyldes, at det øger risikoen for hjertekarsygdomme og kræft. Afgifterne sikrer staten et provenu på en milliard.