Mediekoncern rykker i Danmark: Her er norsk erhvervs stærke kvinde

Kristin Skogen Lund, der er chef for Schibsted-koncernen, omtales ofte som Norges mest indflydelsesrige kvinde. Hun er tidligere direktør for Norges svar på Dansk Industri og har en stribe topposter bag sig. Nu rykker Schibsted ind på det danske rubrikmarked ved at overtage DBA og Bilbasen, mens det delvist Schibsted-ejede Adevinta bliver verdens største på rubrikmarkedet.

Kristin Skogen Lund er chef for den store norske mediekoncern Schibsted og har adskillige tunge lederjob bag sig. »Men jeg kan også ligge i en havestol i fire timer og læse tre aviser. Det kan jeg også,« har hun sagt om superkarrieren, der også har levnet tid til at få to sæt tvillinger. Aksel Jermstad/PR

Det var en lettet Kristin Skogen Lund, der for nylig konstaterede, at livet var ved at normalisere sig igen i forhold til coronapandemien.

»For bare fire måneder siden føltes det, som om vi stirrede ned i afgrunden,« sagde den snart 54-årige chef for kæmpekoncernen Schibsted midt i juli til det norske mediesite Kampanje, da hun kunne melde, at regnskabet for andet kvartal alligevel ikke så helt så grumt ud som frygtet.