Medieforsker: Nyt ugeblad er overraskende traditionelt

Tæt På ligner de sladderblade, der allerede står på hylderne, og det kommer bag på lektor i medievidenskab.

Ugebladet Tæt På har onsdag set dagens lys for første gang, men det springer ikke i øjnene som et helt nyt indslag på de danske sladderhylder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Liliendahl

København. Ugebladet Tæt På har onsdag set dagens lys for første gang, men det springer ikke i øjnene som et helt nyt indslag på de danske sladderhylder.

Det mener Karen Klitgaard Povlsen, der er lektor i medievidenskab ved Aarhus Universitet.

- Mit umiddelbare indtryk er, at det er overraskende traditionelt. Det ligner meget det, vi har været vant til at se, siger hun.

Hun havde forventet, at bladet i højere grad havde forsøgt at henvende sig til yngre læsere ved at have et mere enkelt udtryk på forsiden eller mere fokus på digitale medier.

Bladet Tæt På har onsdag prins Henrik, Susse Wold og Caroline Fleming på forsiden af sin debutudgivelse.

Det ligner i layout til forveksling konkurrenterne Her & Nu, Billed-Bladet samt Se og Hør. Logoet er hvid skrift på rød baggrund, og der er ikke sparet på den gule farve på forsiden.

- Det betyder, at der kommer mere af det samme og ikke noget nyt, som måske kunne tiltrække nogle nye læsere eller brugere, der ikke er brugere af trykte sladderblade i forvejen, siger Karen Klitgaard Povlsen.

Hun vil ikke vove sig ud i at spå om, hvorvidt der er et nichemarked for bladet, der fokuserer på dansk sladderstof.

- Det vil vise sig, om der er et marked. Det er meget svært at sige, fordi de lægger sig så tæt på de andre, siger medieforskeren og uddyber:

- Sladderblade har ikke været helt så voldsomt ramt af læsernedgang som andre, men det er et marked i væsentlig tilbagegang.

Tæt På har rigmanden Karsten Ree i ryggen. Han har dog ikke villet oplyse, hvor stort et beløb han har skudt i projektet eller udtale sig om, hvilke forventninger han har til sin nye investering.