Medie: Sexismeanklager mod Elon Musk – inviterede tidligere praktikant på drinks og rørte ved hendes bryster 

Elon Musk anklages for sexchikane og for at have haft flere seksuelle forhold til ansatte, herunder en praktikant. 

Elon Musk er ud over SpaceX også i spidsen for blandt andet Tesla, det sociale medie  X og The Boring Company. Arkivfoto: Gonzalo Fuentes/Reuters/Ritzau Scanpix

Multimilliardæren Elon Musk anklages for sexchikane af tidligere medarbejdere, herunder en tidligere praktikant i raketvirksomheden SpaceX, som han er administrerende direktør for. 

Det skriver The Wall Street Journal.

Hvor mange kvinder det drejer sig om i alt, fremgår ikke af det fremtrædende amerikanske erhvervsmedie. 

SpaceX-chef Gwynne Shotwell siger til mediet, at hun er »uenig i vurderingen«, og forklarer, at SpaceX fuldt ud undersøger alle anklager om chikane.

Hun tilføjer, at The Wall Street Journal tegner et »fuldstændig misvisende billede«.

Beskyldninger om sexchikane og repressalier hos SpaceX er tidligere blevet rejst i juridiske dokumenter, skriver mediet.

Tidligere på året har flere fyrede medarbejdere fra SpaceX i et åbent brev beskyldt Musk for sexchikane og hævdet, at raketvirksomheden overtrådte Californiens Fair Employment and Housing Act, som forbyder kønsbaseret diskrimination mod medarbejdere. 

»Åh, jeg er så slem. Jeg burde ikke gøre det her«

52-årige Elon Musk har ifølge mediet haft et seksuelt forhold til en tidligere praktikant, der var 20 år yngre end ham.

Praktikanten mødte angiveligt Musk i starten af 2010erne, da hun stadig gik på college, hvor hun kontaktede ham for at vise sin interesse i SpaceX. 

Derefter fløj Elon Musk hende til Sicilien i Italien, hvor han deltog i en Google-konference. 

I 2017, da Musk var 46 år gammel, tog han igen kontakt til kvinden for at tilbyde hende et fuldtidsjob i virksomheden. Her fortæller The Wall Street Journal, at han skulle have inviteret hende på drinks og rørt ved kvindens bryster. 

Han sagde angiveligt »åh, jeg er så slem. Jeg burde ikke gøre det her« imens. 

I en kommentar fra kvinden selv siger hun, at hun afviste hans tilnærmelser. Men en af hendes venner har sagt til mediet, at han fortsat sendte sms'er til hende efterfølgende og engang inviterede hende med hjem.

Til avisen gør den tidligere praktikant det klart, at hun ikke havde et »romantisk forhold« til Elon Musk. 

Fik seks millioner, da hun forlod SpaceX

Mediet rapporterer, at en anden kvinde, der havde daglig kontakt til Musk, forlod virksomheden tilbage i 2013, efter at direktøren havde bedt hende om at »føde hans børn«. 

Kvinden fik ifølge mediet godt seks millioner kroner, da hun forlod virksomheden. 

I 2014 stod en anden kvinde, som havde et seksuelt forhold til topchefen, ifølge mediet over for repressalier, efter at forholdet mellem de to sluttede dårligt. 

Hun forlod virksomheden og underskrev en aftale, der forbød hende at kommentere sit arbejde for Musk, skriver avisen. 

Det påstås også, at Musk havde et forhold til en kvindelig SpaceX-chef i 2014, da han blev separeret fra sin daværende hustru, Talulah Riley. 

Han skulle have inviteret hende hjem til sit palæ i Bel-Air, som er et rigmandskvarter i den californiske by Los Angeles, og have rost hende for at have »skønhed og hjerne«. 

Ifølge mediet havde de sex, og næste morgen lovede han kvinden en Tesla-aktie. Musk er, ud over at stå i spidsen for SpaceX, topchef i elbilgiganten Tesla. 

Men det siges, at hun begyndte at føle sig misbrugt og fik forhandlet sig frem til en exitpakke på godt en halv million kroner. 

Tidligere direktører hos SpaceX siger til The Wall Street Journal, at virksomhedens politikker for sexchikane ikke håndhæves over for Elon Musk, og at det bidrager til en sexistisk kultur.