Medie: Revisionsgigant ramt af hackerangreb

Ifølge den britiske avis The Guardian er den internationale revisionsgigant Deloitte blevet ramt af et hackerangreb, der i værste fald har betydet, at kriminelle bagmænd har fået adgang til forretningshemmeligheder og mails tilhørende revisionsfirmaets højtprofilerede kunder.

Revisionsgiganten Deloitte er blevet ramt af et hackerangreb. Fold sammen
Læs mere
Foto: Parivartan Sharma

En af verdens største virksomheder inden for revisions- og konsulentbranchen er blevet ramt af et hackerangreb, der kan betyde, at forretningshemmeligheder tilhørende store globale virksomheder er havnet i hænderne på kriminelle bagmænd.

Ifølge den britiske avis The Guardian har revisionsgiganten Deloitte været udsat for et angreb, hvor kriminelle kan have sikret sig adgang til hemmelige mails, som tilhører revisionsselskabets kunder.

Det britiske medie skriver, at Deloitte skulle have opdaget angrebet i marts i år, men det menes, at hackere muligvis har haft adgang til revisionsgigantens systemer siden oktober 2016. Deloitte rådgiver og laver revision for nogle af verdens største banker, multinationale selskaber og en række lande - herunder den amerikanske stat.

Hackere skulle have fået adgang til Deloittes systemer med et angreb på en såkaldt cloud service kaldet Azure, som er udviklet af Microsoft. Ifølge The Guardian var e-mails til og fra 244.000 medarbejdere i Deloitte lagret i Azure. Hackerangrebet mod Deloitte blev udført via en administratorkonto, som i princippet har givet de IT-kriminelle fri adgang til systemet.

Deloitte bekræfter overfor The Guardian, at et hackerangreb har fundet sted, men oplyser, at blot meget få af selskabets kunder er blevet påvirket af cyberangrebet. Ifølge den britiske avis skulle omkring fem millioner e-mails have befundet i Azure og dermed have været i farezonen. Deloitte oplyser til avisen, at antallet af e-mails, som kan have været i risikozonen kun udgør en brøkdel af de fem millioner e-mails, men ønsker dog ikke at gå yderligere i detaljer om omfanget.

Hackerangrebet mod Deloitte er særlig problematisk for virksomheden, da Deloitte blandt andet lever af at rådgive andre virksomheder om, hvordan de skal forsvare sig mod komplicerede cyberangreb.