Medie: OW Bunker skjulte risikable spekulationer

OW Bunker skjulte bevidst oplysninger over for investorer om risikable oliespekulationer, viser internt dokument.

Foto: Henning Bagger. Medarbejderne på OW Bunker er samlet ved hovedkontoret i Nørresundby mandag morgen
Læs mere
Fold sammen

Investorerne fik ikke oplyst, at OW Bunker var ude i risikable oliespekulationer op mod selskabets børsnotering i 2014.

Det viser et internt dokument, som DR Nyheder er kommet i besiddelse af.

Kapitalfonden Altor og topledelsen i OW Bunker undlod i det såkaldte børsprospekt op til OW Bunkers børsnotering i marts 2014 at oplyse om oliespekulationerne, som endte med et tab på adskillige millioner for den jyske virksomhed.

OW Bunker gik i november sidste år konkurs.

I det interne dokument fremgår det ifølge DR Nyheder, at de ansvarlige for prospektet kendte til oliespekulationerne, og at det blev anset som vigtigt, at investorerne også fik oplysningen om dem og risikoen.

Ifølge eksperter er de vigtige oplysninger ikke taget med i det endelige prospekt.

»Det tyder på, at det er forsætligt, at man har undladt de her oplysninger. I dokumentet kan man jo se, at man er vidende om, at de her oplysninger er af væsentlig betydning for investorerne, og man skriver, at det må man oplyse noget mere om, og det gør man altså ikke,« siger Søren Friis Hansen, der professor i selskabsret på CBS til DR Nyheder.