Medie: Nykredit henter tidligere Nordea-boss til toppost

David Hellemann, der for nylig forlod en toppost i Nordeas danske afdeling, ansættes angiveligt i Nykredit.

Foto: Sophia Juliane Lydolph. David Hellemann
Læs mere
Fold sammen

København: Den danske realkreditkoncern Nykredit har ifølge Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans hentet en forstærkning til chefgangen.

Det er sket som led i bestræbelserne på at blive børsnoteret, erfarer Finans fra flere kilder.

Manden, der skal være med til at effektivisere Nykredit, er David Hellemann, som for nylig forlod en toppost i Nordea Danmark. Han vil ifølge Finans snart blive præsenteret som ny direktør i Nykredit.

Her bliver han placeret lige under koncernchef Michael Rasmussen i en ny, magtfuld stilling, hvor han både får ansvaret for koncernens driftsøkonomi og for samarbejdet med en stribe banker om Totalkredit.

Ifølge Finans' oplysninger får David Hellemann - der er kendt som en hård hund - også til opgave at sikre en effektivisering af organisationen før den annoncerede børsnotering.

- Han skal styre al produktion og it - lidt en kopi af den organisationsform, Nordea har lavet. Nykredit skal på børsen, så selskabet skal have en, der kan svinge pisken og gennemføre besparelser. Det kan ham her, siger en kilde, som ønsker at være anonym over for Finans.

David Hellemann blev i 2014 hentet til Nordea fra posten som departementschef i Finansministeriet og var tiltænkt en rolle som chef for den danske del af den nordiske storbank, men i forrige uge overrumplede han hele finansverdenen ved at forlade posten med en forklaring til Finans om, at der var opstået mulighed for et par interessante stillinger.

/ritzau/