Medie: Novo Nordisk vil skære tusindvis af job væk

Pres på indtjeningen i USA kan koste op til 3000 medarbejdere hos Novo Nordisk jobbet, skriver Børsen.

En medarbejder i Novo koster i snit én million kroner om året, så hvis fyringer alene skal rette op på et indtægtstab på to milliarder kroner svarer det til 2000 stillinger. Foto viser Novos topchef, Lars Fruergaard Jørgensen. Liselotte Sabroe/arkiv/Ritzau Scanpix7) Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

København. Novo Nordisk overvejer at skille sig af med tusindvis af ansatte som led i en spareplan, der skal sænke omkostningerne for at kompensere for et forventet fald i indtjeningen i USA.

Det skriver Børsen fredag.

Avisen har oplysningerne fra "kilder med indsigt i processen".

- Det er 100 procent sikkert, at fyringer kommer til at ske, men der er selvfølgelig intet ude, før det er ude, men det er 100 procent ved at ske, siger en kilde til avisen.

Ledelsen i Novo "arbejder på højtryk med detaljerne" i en spareplan, som vil blive præsenteret for bestyrelsen på et strategimøde i USA senest i juli.

Måneden efter vil offentligheden få besked om beslutningerne på mødet i forbindelse med præsentationen af Novos halvårsregnskab.

Ifølge Børsen kan op til 3000 stillinger blive skåret væk.

- Besparelsen skal modvirke den negative effekt af øgede rabatter i USA, skriver Børsen.

Desuden vil de langsigtede finansielle mål, som Novo er kendt for at opstille, blive droppet, fordi det er blevet sværere at forudsige Novos omsætning og indtjening.

Usikkerheden gælder primært USA, hvor Novo og andre giganter inden for behandling af diabetes fremover må forvente at tjene mindre end tidligere, fordi de store indkøbsforeninger i stigende grad kræver afslag i priserne.

Rabatterne kan skære op til fire procent af Novos driftsindtjening i 2019. Og med Novos driftsoverskud på omkring 50 milliarder kroner svarer det til et fald på to milliarder kroner.

Hvis den effekt skal neutraliseres alene af fyringer, skal der fjernes omkring 2000 stillinger.

Novo ønsker over for Børsen ikke at kommentere oplysningerne, men administrerende direktør Lars Fruergaard Jørgensen fortalte i maj, at Novo ser på, hvordan de større rabatter i USA kan udlignes gennem enten et øget salg eller via besparelser.

I alt har Novo Nordisk over 40.000 ansatte.