Medie: Mærsk tæt på nye opkøb

Der bliver inden længe købt op til landforretningen i A.P Møller – Mærsk. Det varsler topchef Søren Skou i et interview til britiske Financial Times.

Søren Skou, topchef i A.P. Møller – Mærsk, kan være klar med flere opkøb. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

A.P. Møller – Mærsk er tæt på at opkøbe virksomheder, der skal medvirke til at udvikle virksomhedens landbaserede forretning. Opkøbene er centrale for at skabe mere balance mellem aktiviteterne i land og til havs.

»Vi bliver nødt til at udvikle landsiden og lade den vokse, og vi skal foretage tillægsopkøb. Vi er nu tættere på det tidspunkt, hvor det giver mening,« siger topchef Søren Skou i et interview til Financial Times.

På havet er Mærsk en global mastodont, idet Maersk Line servicerer 70.000 kunder og transporterer rundt regnet hver femte container i verden. Kunderne er alt fra store detailkæder, bilproducenter, elektronikgiganter og store modehuse. Ud af de mange varer, som bliver lastet på Mærsk-skibene, er det i dag blot en fjerdedel, som Mærsk også fragter fra fabrikkerne til havnene og fra havnene og ud til butikkerne og dermed ud til forbrugerne.

Dette område har lav vækst, og Mærsk-ledelsen har begrænsede planer om at investere her. Fremtidens vækst skal i høj grad komme fra forretningerne på land.

Dette ansvar hviler især på det i dag mindre forretningsområde Logistics & Services. Området skal ifølge planen vokse voldsom, så landforretningen en dag bliver lige så stor som den øvrige del af forretningen.

Dette skal ske gennem blandt andet opkøb, hvilket Mærsk da også tidligere har varslet. Ifølge Søren Skou har det dog været svært at finde de rigtige virksomheder til den rigtige pris.

Nu er der dog ved at være mere rum til opkøb.

»Vi har opbygget vores balance, og den er langt stærkere end for et år siden,« siger Søren Skou til finansmediet.

Mærsk lancerede i årsregnskabet for 2018 et mål om, at halvdelen af indtjeningen i 2023 skal komme fra forretninger på land, mens rederiforretningen, der i mere end 100 år har været fundamentet i koncernen, skal stå for den anden halvdel.

En yderst ambitiøs målsætning, der ville betyde, at de nuværende landbaserede forretninger skulle slå noget nær danmarksrekord i indtjening. Mindst 20 mia. kr. skulle det i dag lille område tjene mod godt en halv mia. kr. i dag.

En række investorer har dog også været meget i tvivl om, hvorvidt målsætningen kunne opfyldes, ligesom Søren Skou efterfølgende har udtalt, at han ikke var glad for formuleringen fra regnskabet.

I interviewet til Financial Times gentager Søren Skou, at handelskrigen mellem Kina og USA ikke har ramt den danske virksomhed i særlig grad.

»Hvad, der er vigtigt at forstå, er, at når vi taler om handelskrig mellem Kina og USA, har det for os ikke betydning, om varerne kommer ud af Kina, Vietnam eller Indonesien og derefter til USA. Det er amerikanerne forbrug, som har betydning,« siger Søren Skou.

A.P. Møller - Mærsk har været hårdt presset på containermarkedet stort set uafbrudt siden finanskrisen. En overkapacitet af skibe har oversvømmet markedet, hvilket har presset priserne. I oktober kom der dog positive meldinger fra den danske virksomhed, der opjusterede forventninger til indtjeningen.