Medie har gennemgået Europas store batterisatsninger – det er gået helt galt

Europas store satsning på at producere egne batterier til især elbiler er slået fejl, og det er Kina, der vinder på det. Masser af europæiske fabriksbyggerier er forsinkede eller droppet, fordi markedet pludselig har ændret sig.

Den svenske batterikoncern Northvolt, som lige nu kæmper for livet, begyndte i april i år at bygge gigafabrikken Northvolt Drei i Ditmarsken nær Hamburg i Nordtyskland. Den er en af mange europæiske fabriksbyggerier, der enten er forsinket eller direkte droppet. Christian Charisius/AP/Ritzau Scanpix

Satsningen på at opbygge en produktion af batterier til elbiler i Europa og dermed bryde Kinas dominans står til at fejle.

Lige nu kæmper den nordsvenske batterikoncern Northvolt, som blandt andet har de tyske bilgiganter Volkswagen og BMW samt det danske pensionsselskab ATP blandt sine storejere, for livet og har søgt konkursbeskyttelse for at vinde tid til en omstrukturering.