Medie: Danmark tabte milliarder på Dong-salg

Danmark overså ifølge nye beregninger en gevinst på flere milliarder, da dele af Dong blev solgt til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs i 2014. Dansk Folkeparti og Enhedslisten kræver forklaring fra finansministeren.

Foto: Søren Bidstrup. Goldman Sachs stiler mod at tjene mindst otte milliarder kroner på investeringen i den danske energikoncern DONG Energy. Martin Hintze, der er direktør for Goldman Sachs' investeringsdel og bestyrelses medlem og Michael Specht Bruun fra Goldman Sachs talte tidligere på året på DVCA's Topmøde 2014 i Nyborg. ARKIVFOTO
Læs mere
Fold sammen

Danmark gik angiveligt glip af en stor milliardgevinst, da regeringen sidste år solgte dele af energiselskabet Dong til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, skriver Politiken.

Dong var ifølge Finansministeriets beregninger 31,5 milliarder kroner værd, da regeringen sidste år solgte Dong-aktierne til Goldman Sachs.

Men allerede kort tid efter voksede bankens værdi til over 50 milliarder kroner, viser nye beregninger, som Politiken har fået foretaget. Det var muligheden for at oprette ikke bare én men tre havvindmølleparker med støtte fra Storbritannien, der fik Dongs værdi til at stige med flere milliarder.

Men selvom det var kendt både blandt folk i Dong, vindbranchen og kommende investorer, at vindmølleparkerne var på vej, steg aktierne i Dong ikke. Dermed viser Politikens beregninger, at Danmark overså en stor milliardgevinst ved salget af Dong-aktierne til den amerikanske investeringsbank.

Og det undrer Frederik Aakard fra Audon, der er et af Danmarks førende rådgivningsfirmaer inden for virksomhedshandler.

»Hvis en virksomhed står med udsigten til en afgørende ny ordre umiddelbart efter et salg, vil man typisk forsøge at vente med at sælge, til ordren er i hus, Hvis ikke det kan lade sig gøre, vil man lave en prisreguleringsmekanisme, så køber skal betale mere, hvis det efterfølgende viser sig, at virksomheden stiger i værdi,« siger han til Politiken.

Både Dansk Folkeparti og Enhedslisten vil nu have finansminister Bjarne Corydon (S) til at redegøre for forløbet. Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl (DF), siger til avisen, at de nye oplysninger gør det nødvendigt, at alle oplysninger kommer frem i lyset, og at de nye beregninger føjer sig til den utryghed, der i forvejen er omkring processen.

Bjarne Corydon skriver i en mail til Politiken, at han »klart kan afvise, at salget af Dong-aktierne skulle være sket for billigt«.

Dong Energy understreger samtidig i en pressemeddelelse, at informationerne i Politiken indeholder en række misforståelser og fejl.