Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Den amerikanske kapitalfond Hellman and Friedman skal angiveligt være tæt på at indgå en aftale om et opkøb af det danske betalingsserviceselskab Nets.
En eventuel aftale kan blive annonceret allerede tidligt i næste uge, oplyser kilder til Bloomberg News. Ifølge kilderne kan en aftale dog stadig blive forsinket eller falde fra hinanden.
Ifølge nyhedsbureauet oplyser en af kilderne desuden, at de to amerikanske kapitalfonde Advent og Bain Capital muligvis kan beholde en mindre andel af Nets-aktierne efter salget.
Nets pressechef, Søren Winge, afviser over for Ritzau Finans at kommentere på rygterne og henviser i stedet til selskabets tidligere udtalelse fra den 1. september, der blev sendt ud som en fondsbørsmeddelelse.
Dengang bekræftede Nets, at der stadig pågik drøftelser om et muligt købstilbud på selskabet.
- Der er på det nuværende stadie ingen sikkerhed for, at der vil blive indgået en aftale. Nets vil vende tilbage, når det er relevant, skrev selskabet i en kortfattet meddelelse.
Udtalelsen den 1. september blev sendt ud, efter at Financial Times skrev, at Nets' bestyrelse snart ville træffe afgørelse om, hvorvidt der skal indgås eksklusive forhandlinger med henblik på et muligt salg af virksomheden.
Dengang skrev mediet, at den amerikanske kapitalfond Hellman and Friedman stadig var favorit til at købe det danske selskab til en pris på mere end 31,3 mia. kr.
/ritzau/FINANS