Medie: Altor kendte alt til spekulation i OW Bunker

Fortrolige rapporter, bestyrelsesreferater og emails fra OW Bunker afslører, at kapitalfonden Altor kendte alt til de dybt risikable investeringer i OW Bunker, selv om kapitalfonden har påstået det modsatte.

Altors danske chef og næstformand i OW Bunkers bestyrelse, Søren Johansen, har ifølge DR selv godkendt spekulationer i OW Bunker. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hidtil har kapitalfonden Altor, den mangeårige ejer af olievirksomheden OW Bunker, fastholdt, at den ikke kendte til de mange risikable spekulationsforretninger, der førte til OW Bunkers konkurs. Men en række dokumenter afslører nu, at Altor udmærket var klar over, hvad der foregik.

Det skriver DR Nyheder. DR er kommet i besiddelse af fortrolige rapporter, bestyrelsesreferater og emails fra OW Bunker, der viser, at topfolk fra Altor aktivt godkendte de ekstremt risikable spekulationer.

Altor, der har ejet OW Bunker siden 2007, har hidtil erklæret sig uvidende om spekulationerne, men ifølge Søren Friis Hansen, professor i selskabsret på CBS, sår dokumenterne tvivl om, hvorvidt Altor fortalte den fulde sandhed til investorerne i forbindelse med børsnoteringen af OW Bunker i marts.

»Hvis de her oplysninger om, at man har tjent penge på risk management er korrekte, ja, så er prospektet ikke retvisende,« siger Søren Friis Hansen til DR Nyheder.

Ifølge DR Nyheder er omkring 30 pct. af indtjeningen i OW Bunker i perioden 2009 til 2013 kommet fra yderst risikable spekulationer i olieprisens udvikling. Alene i 2010 stammer hele 73 pct. af indtjeningen fra spekulation.

De nye oplysninger kan få store konsekvenser for Altors fremtidige forretninger. Således har flere investorer mistet tilliden til kapitalfonden.

»Vi kommer ikke til at købe aktier af dem, hvis de laver en fremtidig børsnotering. Jeg vil ikke have tillid til det prospekt, som de i givet fald vil lave,« siger Johnny Madsen, investeringschef i Dansk Formue- og Investeringspleje, til DR Nyheder.

Altor har afvist at stille op til interview med DR Nyheder, men fastholder i en mail, at prospektet var retvisende.