Medicinalvirksomhed forventer at kunne imødekomme efterspørgsel efter coronamedicin

Medicinalvirksomheden Gilead har skruet gevaldigt op for produktionen af Remdesivir, der kan bruges til behandling af coronapatienter. Selskabet regner derfor med at kunne imødekomme et globalt behov, hvis altså pandemien forbliver under kontrol.

Gilead producerer Remdesivir, som bruges i behandlingen af coronapatienter. Selskabet regner med at kunne imødekomme det globale behov for medicinen til oktober. Fold sammen
Læs mere
Foto: Amr Abdallah Dalsh/Reuters/Ritzau Scanpix

Medicinalvirksomheden Gilead håber på at kunne imødekomme den globale efterspørgsel efter coronamedicinen Remdesivir til oktober.

Udmeldingen kommer, samtidig med at flere amerikanske hospitaler har problemer med at få nok af medicinen. Det skriver Financial Times.

Gileads øverste chef, Daniel O'Day, siger, at langt størstedelen af forsyningerne med Remdesivir befinder sig i USA, mens resten af medicinen er fordelt på lande, hvor smitten med coronavirus er høj.

Han siger også, at den amerikanske regering er blevet meget bedre til at fordele Remdesivir, men at der lige nu ikke er nok af medicinen til at efterkomme den store efterspørgsel. En tredjedel af de amerikanske farmaceuter siger, at de ikke har haft tilstrækkeligt med Remdesivir til at behandle alle de patienter, der kunne have haft gavn af medicinen. Det viser en undersøgelse fra The American Society of Health-System Pharmacists.

Johanna Mercier, der er kommerciel direktør for Gilead, siger, at selskabet vil kunne skrue op for produktionen af Remdesivir i årets fjerde kvartal, men at usikkerheden om, hvor meget pandemien spreder sig, og hvor mange patienter der vil være, er en udfordring.

»Vi mener, at vi i begyndelsen af oktober vil kunne imødekomme den globale efterspørgsel, hvis altså pandemien forholder sig forholdsvis stabil,« siger hun ifølge Financial Times.

To millioner behandlinger i slutningen af 2020

I onsdags blev der indgået en aftale, der betyder, at Europa-Kommissionen nu står for at fordele medicinen i Europa og Storbritannien. Gilead regner med at kunne fremstille Remdesivir nok til to millioner behandlinger i slutningen af 2020 og flere millioner doser hen mod slutningen af 2021.

Selskabet forventer at sælge mellem en million og 1,5 millioner behandlinger med Remdesivir i år. En femdages behandling med medicinen koster omkring 14.500 kr. pr. patient i USA.

Gilead arbejder lige nu på at udvikle nye udgaver af Remdesivir, der kan blive taget af patienterne tidligere i deres sygdomsforløb.