I kampen for at sikre sig fremtidige milliardindtægter har medicinalindustrien kastet sig over udviklingen af nye, dyre biologiske lægemidler til kræftbehandling. På verdensplan er mere end 1.000 nye præparater under udvikling, heraf er knap 130 i den afsluttende forsøgsfase, og mange af dem testet også på danske patienter.

Men samtidig med, at industrien poster milliarder af kroner i udvikling af nye lægemidler, er stort set al offentlig finansiering af de dyre og ofte bureaukratisk tunge kliniske forsøg på danske hospitaler forsvundet.

Før kommunalreformen finansierede Sundhedsministeriet udgifterne til de kræftforskningsenheder, som findes på sygehusenes kræftafdelinger. I dag er det regionerne, der har ansvaret.

Sidste år fik de 20 millioner kr. til klinisk forskning i forbindelse med økonimiforhandlingerne med regeringen, men det rakte ikke til driften af kræftforskningsenhederne.

Det betyder, at lægerne i dag i praksis ikke har mulighed for at teste eksisterende kræftmidlers effekt og bivirkninger op mod de mange nye lægemidler, der kommer på markedet, med mindre producenten synes, det er en god idé. Og det samme gælder, når lægerne vil undersøge, om det er muligt at målrette en kræftbehandling til snævrere patientgrupper, end industrien er interesseret i.

»Vi er glade for samarbejdet med medicinalindustrien, som giver os adgang til de nyeste kræftbehandlinger. Men virksomhederne sponsorerer nu engang de forsøg, som har størst markedspotentiale set med deres øjne,« siger Lisa Sengeløv, ledende overlæge på onkologisk afdeling på Herlev Hospital og formand for Dansk Selskab for Klinisk Onkologi.

Mangel på ressourcer

Ifølge Lisa Sengeløv sponsorerer industrien primært klinisk forskning, der forbedrer markedspotentialet for deres produkter.

»Vi lader os styre af industrien. Ud fra et lægefagligt synspunkt er det ikke tilfredsstillende. Vi har ikke ressourcerne til at gennemføre driften af forsøg, som skal leve op til de samme dokumentationskrav som dem, industrien skal leve op til. Forskerne er der, men vi mangler den forholdsvis store stab af sygeplejersker, statistikere og administrativt personale, som der skal til,« siger Lisa Sengeløv.

Hun bakkes op af Torben Palshof, overlæge ved onkologisk afdeling på Århus Universitetshospital og formand for De Multidisciplinære Cancergrupper, der blandt andet er blevet nedsat med det formål at lave tværfaglig forskning i kræftbehandling og som rent faktisk har fået penge fra regionerne.

»Der kommer så mange nye lægemidler i øjeblikket, at vi næsten ikke kan nå at lære at udtale navnene. Det værste er, at vi ikke får robust viden om, hvordan stofferne virker. »Big Pharma« kører stort set løbet,« siger Torben Palshof.

»Man kan få en mistanke om, at vi i virkeligheden er på den gale motorvej, fordi det skilt, der har vist os vejen, kan være et kommercielt skilt, og ikke det faglige og videnskabelige som sikrer, at det er robust videnskab og indsigt, der leder os videre,« siger Torben Palshof.

Reduceret til statister

Udviklingen har konsekvenser for såvel patienter som samfundsøkonomi.

»Hvis vi kunne gennemføre flere uafhængige forsøg og derved målrette behandlingen bedre og i højere grad finde frem til den mest effektive behandling, kunne vi for det første spare patienter, der ikke har gavn af behandlingen, for unødige bivirkninger, og for det andet spare samfundet for unødige udgifter,« siger Lisa Sengeløv.

»Hvis ikke regionerne finder penge til denne opgave, vil vi fremover være reduceret til statister i medicinalfirmaernes forsøg,« tilføjer hun.

Alligevel har regionerne valgt at bruge de 20 mio. kr. til aktiviteter, som ikke har med den konkrete drift af uafhængige medicinforsøg at gøre. Størstedelen af pengene går til etablering af en national cancerbiobank samt til de multidisciplinære kræftgrupper, som bl.a. sikrer at kræftpakkeforløbene gennemføres ude på kræftafdelingerne.

Ønsker uafhængighed

I et notat fra Danske Regioner fra marts 2009 om udmøntningen af midlerne til infrastruktur for den kliniske kræftforskning står der direkte, at de 20 millioner kr. ikke rækker til driften af kræftforskningenhederne, og at det er op til de enkelte regioner at finde penge til driften.

Samtidig slås det fast, at de seks største kræftforskningsenheder på Rigshospitalet, samt i Herlev, Århus, Odense, Aalborg og Vejle for godt 95 procents vedkommende er finansieret af industrien.

»Kræftforskningsenhederne ønsker meget større uafhængighed af industrien, som kun kan opnås ved øget offentlig finansiering,« står der godt gemt på side 72 i notatet.