McDonald's over for stor bøde i ny mulig EU-skattesag

Fastfoodgiganten McDonald's kan stå over for at skulle betale godt 500 mio. dollar tilbage i skat til Luxembourg, hvis en ny sag om statsstøttet skatteunddragelse bliver igangsat af EU-Kommisionen.

Mac Donald's. Fold sammen
Læs mere
Foto: KENZO TRIBOUILLARD

Det skriver Financial Times.

I august vakte det genlyd, da it-giganten Apple modtog en rekordstor skatteregning på 13 mia. euro fra konkurrencemyndighederne i EU. Konkurrencekommissær Margrethe Vestagers stopper dog ikke her, og fastfoodkæden McDonald's kan være den næste i søgelyset.

Ifølge et dokument fra en kommissionsundersøgelse, som Financial Times har haft adgang til, har McDonald's haft en gennemsnitligt skatteprocent på 1,49 siden selskabet placerede sit europæiske hovedkvarter i Luxembourg i 2009. Og med en normal selskabsskatteprocent på 29,2 i landet, skulle EU stå klar med en anklage om ulovlig statsstøtte, ligesom det var tilfældet med Apple i Irland.

Vestager har endnu ikke taget nogen officiel beslutning omkring McDonald's, men hun begynder i denne uge en rundtur i USA, hvor der har været stor politisk og erhvervsmæssig modstand mod EU-dommen.

Ligesom Apple afviser McDonald's alle anklager og mener, at selskabet har betalt en gennemsnitlig skatteprocent på 27 i EU og ikke har modtaget positiv særbehandling i Luxembourg.