McDonalds lider under svigtende burgersalg

Den amerikanske fastfoodgigant McDonalds har færre kunder i restauranterne, hvilket har ført til en tilbagegang i salget og indtjeningen.

Foto: ISSEI KATO. Den amerikanske fastfoodgigant McDonalds har færre kunder i restauranterne, hvilket har ført til en tilbagegang i salget og indtjeningen.
Læs mere
Fold sammen

I de tre første måneder af 2015 faldt salget med hele 11 pct. til 5958,9 mio. dollar. Der spiller dog en del valutamodvind ind i billedet, så eksklusive den del var der tale om et fald på 1 pct.

Omsætningsfaldet var dog ventet, og resultaterne er helt på linje med de forventninger, som de analytikere, der følger fastfoodkæden, havde regnet med. Det skriver Bloomberg News.

På bundlinjen lyder resultat efter de første tre måneder af året på et overskud på 811,5 mio. dollar, hvilket er en tilbagegang på hele 33 pct. i forhold til første kvartal af 2014. Renset for valutakurspåvirkninger er der tale om en tilbagegang på 26 pct.

Renset for hensættelser lyder McDonalds' resultat per aktie på 1,01 dollar, hvilket er 0,05 dollar under det, som aktieanalytikere adspurgt af Bloomberg News havde forventet.

- Vi er ved at udvikle en turnaround-plan, der skal forbedre vores resultater og sikre varig, profitabel vækst, siger Steve Easterbrook, der er administrerende direktør i McDonalds, i en kommentar til regnskabet ifølge Bloomberg News.

I den sammenhæng siger topchefen, at han ser frem til at dele detaljerne i den plan, som McDonalds vil løfte sløret for 4. maj.