McDonald's holder krisen fra døren

Verdens største burger- og fastfoodkæde kom ud af fjerde kvartal med en lille vækst, hvor analytikerne havde frygtet tilbagegang.

McDonald's i Holstebro har 1. januar den travleste dag hele året. På globalt plan kom burgerkæden overraskende godt ud af fjerde kvartal. Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Stricker

Væksten i McDonald's var i sidste kvartal i 2012 på 0,1 pct. på det sammenlignelige salg. Analytikerne havde ventet en negativ vækst på 0,3 pct., oplyser Bloomberg.

Samlet omsatte kæden for 6,95 mia. dollar i fjerde kvartal, hvor analytikerne ifølge Bloombergs estimater kun havde ventet 6,90 mia. dollar i omsætning. EPS - indtjening per aktie - endte på 1,38 dollar, hvor analytikernes forventninger lå på mere moderate 1,33 dollar per aktie.

McDonalds-koncernen regner desuden med at investere 3,2 mia. dollar i løbet af 2013 - penge, der skal spenderes på åbningen af 1.500-1.600 nye restauranter.

I USA landede det sammenlignelige salg en vækst på 0,3 pct, hvor analytikerne havde regnet med en negativ vækst på 0,5 pct.

I Europa var entusiasmen for Big Mac'en og dens følgesvende imidlertid dalet, og det sammenlignelige salg faldt 0,6 pct. Analytikerne havde forudset et fald på 1,1 procent.

I december måned var salget uændret på verdensplan i forholdt til året før, mens analytikerne havde regnet med et fald på 1,2 pct.

Samlet for 2012 kom McDonalds desuden i mål med en salgsvækst på 3,1 pct. og en samlet omsætning for året på 27,6 mia. dollar. Driftsresultatet landede på 8,6 mia. dollar og bundlinjen viste et overskud på 5,5 mia. dollar.

I løbet af 2012 har McDonalds desuden tilbagebetalt 5,5 mia. dollar til aktionærerne via tilbagekøb og udbyttebetalinger.