McDonalds biler skal køre på fritureolie

McDonalds har forpligtiget sig til at genanvende fritureolien som biodiesel i koncernens lastbiler. Det er burgerkædens engelske afdeling, der er i gang med projektet, som forventes udført næste år.

McDonalds 155 lastbiler i England skal fra næste år køre på en blanding af 85 pct. genanvendt fritureolie og 15 pct. rapsolie. Det skriver ITV News.

McDonalds oplyser, at det vil spare klimaet for 1.650 tons CO2, hvilket svarer til at fjerne 2.424 personbiler fra vejene.

Meddelelsen kommer efter et forsøg af næsten et års varighed, hvor koncernen har omdannet 150.000 liter stegeolie til biodiesel. McDonalds biler kører allerede nu på 95 pct. diesel og 5 pct. biodiesel. For at indfri de nye mål skal burgerkæden omdanne 6 mio. liter fritureolie til biodiesel hvert år.

McDonalds har ikke oplyst, hvor meget det koster at konvertere lastbilsflåden til grønnere brændstof. Men forventningen er, at det er en investering, der kan tjene sig selv hjem over tid.

McDonalds har været hårdt presset af Greenpeace og andre NGO’er, og har på det seneste taget flere grønne tiltag - bl.a. serverer McDonalds nu regnskovsvenlig kaffe.