Matas slår hul på børsnoteringerne

Den vellykkede notering af Matas på fondsbørsen trækker nu flere børsmodne selskaber op af hatten. Nu luftes planer om at sende O.W. Bunker på børsen.

Foto: Rune Evensen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Med Matas som murbrækker kan flere selskaber være på vej på fondsbørsen. Den store nordjyske leverandør af brændstof til skibe, O.W. Bunker, kan være et af dem, skriver dagbladet Børsen.

Ejeren er den svenske kapitalfond Altor, og partner Søren Johansen siger til avisen:

»Det kan lige så vel blive en børsnotering som alt muligt andet.«

O.W. Bunker er en del af Wrist Group, der også indeholder leverandøren af øvrige forsyninger til skibe, Wrist Ship Supply. Ifølge Søren Johansen er ejeren ved at gøre koncernen børsklar blandt andet ved at adskille de to virksomheder.

Den oprindelige købspris, da Altor købte Wrist Group i 2007 - i de glade dage inden finanskrisen - blev prisen anslået til at ligge omkring en til to milliarder kroner for hele koncernen.

Ifølge Børsen gætter kilder nu på en pris på op til seks milliarder kroner for O.W. Bunker. Selskabet har da også en imponerende omsætning på 82 milliarder kroner i form af det skibsbrændstof, der løber gennem selskabet. Men overskuddet ligger slet ikke i samme liga - sidste år var driftsoverskuddet på 434 millioner kroner.

Der har også været spekuleret i at fusionere O.W. Bunker med den nærmeste konkurrent i Danmark - privatejede Bunker Holding i Middelfart, som kun omsætter for 61 milliarder kroner. Men her er direktøren ikke imponeret over konkurrentens overskud på den højre omsætning.

»O.W. Bunker har været dygtig til at skabe en stor omsætning, men har en knap så stor indtjening per omsat enhed, som vi har,« siger adm. direktør i Bunker Holding Keld R. Demant.