Matas sætter nyt direktørhold til at indfri vækstplan

Matas har nu fundet det ledelsesteam, som skal sørge for, at materialistkæden atter finder ind på vækstsporet efter sidste års tilbagegang.

Foto: Mads Claus Rasmussen. Matas har nu fundet det ledelsesteam, som skal sørge for, at materialistkæden atter finder ind på vækstsporet efter sidste års tilbagegang.
Læs mere
Fold sammen

Søren Thomsen er ansat som ny salgs- og driftsdirektør, COO, med tiltrædelse den 1. august. Lidt senere - den 1. oktober - tiltræder Lise Ryevad i en nyoprettet stilling som kommerciel direktør, CCO.

Matas' nuværende salgsdirektør, Katrine Benthien, tiltræder den 1. august et job som udviklingsdirektør. Endelig er der indgået aftale med indkøbsdirektør Stig Nielsen om, at han forlader sin stilling og Matas med udgangen af juni. Det fremgår af en pressemeddelelse.

»Vi har netop præsenteret vores nye strategi, og nu er holdet sat. Næste opgave er at få strategien til at leve til glæde for vores kunder. Med Søren Thomsen og Lise Ryevad på holdet får vi dyb kundeforståelse, indædt resultatorientering og klart lederskab,« siger administrerende direktør i Matas Gregers Wedell-Wedellsborg, der selv blev hentet til Matas fra Coop med tiltrædelse 1. november sidste år.

Søren Thomsen kommer fra en stilling som COO i den kapitalfondsejede lingerikæde Hunkemöller. Lise Ryvad er hentet fra en stilling som salgs- og marketingdirektør i Københavns Lufthavne.

Matas offentliggjorde den 30. maj sin ny vækststrategi for materialistkæden, der i de seneste år har set omsætningen stagnere og indtjeningen skrumpe.

Over de næste fem år investerer Matas omkring 600 mio. kr. i at forny og omstille forretningen. Det er det største investeringsprogram i Matas' historie.

Frem mod 2022/23 sigter Matas efter at øge omsætningen til 3,7-3,9 mia. kr. fra 3,4 mia. kr. i 2017/18. Senest i regnskabsåret 2020/21 ventes en underliggende vækst, eller såkaldt like-for-like vækst, der måler væksten i de butikker, der har eksisteret i over et år.

Målsætningen for EBITDA-marginen er på mere end 14 pct. i slutningen af strategiperioden mod 15,6 pct. i 2016/17.