Matas-rival vil fortsætte med at udbygge butiksnettet

Matas har de seneste år oplevet stigende konkurrence fra butikskæden Normal, der har haft travlt med at åbne butikker rundt i landet.

Foto: Nils Meilvang. Arkivfoto. Matas har de seneste år oplevet stigende konkurrence fra butikskæden Normal, der har haft travlt med at åbne butikker rundt i landet.
Læs mere
Fold sammen

Og Matas skal ikke forvente mindre fra den front i 2017. I hvert fald planlægger Normal at fortsætte med at udbygge det net af butikker, som siden starten i 2013 er vokset til 76.

- Vores plan er, at vi i 2017 fortsætter ekspansionen i Danmark med så mange butikker, som det kan lade sig gøre. Jeg tør ikke lægge mig fast på et konkret tal, for det afhænger blandt andet af, hvad vi kan finde af relevante lejemål, siger Torben Mouritsen, som er administrerende direktør for Normal.

Han fortæller, at kæden specielt har kig på Københavnsområdet, hvor der i forvejen er omkring 25 Normal-butikker.

- Vi kigger på en fortsat kraftig ekspansion i København, og derudover vurderer vi område for område, men der er meget fokus på Hovedstaden, og så er der et par større byer, hvor vi ikke er repræsenteret - blandt andet Holbæk. Den størrelse byer kigger vi også efter, siger Torben Mouritsen.

Normals forretningsmodel baserer sig på, at selskabet importerer varer fra distributører i andre EU-lande, hvilket sker til en lavere pris, end hvis de blev købt direkte i Danmark.

Konkurrenten Matas er blevet ramt af Normals indtog, hvilket især har været i kategorien af dagligdagsprodukter til personlig pleje - kaldet "mass beauty", mens det i mindre grad har påvirket i den dyrere ende af sortimentet.

Så sent som i november måtte Matas nedjustere sine finansielle forventninger, og her var det blandt andet stor konkurrence fra Normal, der blev angivet som årsagen.

Matas har knap 300 butikker på landsplan, men selv om Normal vil fortsætte med at åbne butikker, er det ikke planen at skulle op i samme skala.

- Jeg har ikke forestillinger om, at vi skal op på det niveau. Slet ikke, siger Torben Mouritsen.

Normal-kæden har Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen som hovedaktionær. Han købte i efteråret flere aktier i selskabet og sidder nu på 75 pct. af selskabet.

Ud over at ville åbne flere butikker i Danmark er der også en ambition om at kopiere konceptet til udlandet.

- Vi planlægger at se på, hvordan vi kan komme til udlandet. Det er en del af vores overvejelser, siger Torben Mouritsen, der ikke kan løfte sløret for konkrete planer.