Matas' omsætning steg 2,2 pct. i tredje kvartal

Det fremgår af selskabets salgsopdatering fra tredje kvartal torsdag morgen.

Foto: Jeppe Bjørn Vejlø

Matas' omsætning voksede sig 2,2 pct. større i tredje kvartal 2014/2015 i forhold til samme periode året før.

Det fremgår af selskabets salgsopdatering fra tredje kvartal torsdag morgen.

Derudover kan Matas glæde sig over en like-for-like vækst på 0,8 pct., hvilket skal ses i forhold til en like-for-like vækst i den tilsvarende periode i 2013/14 på 5,5 pct.

- Udviklingen i julehandlen var lidt under det forventede. Der er endnu ikke offentliggjort generelle detailsalgsdata for julen i Danmark, men julehandlen er af Dansk Erhverv blevet estimeret til at have vist en samlet vækst på ca. 1 pct. i forhold til julen 2013, lyder det i en meddelelsen.

Matas fastholder dermed forventningerne til 2014/15. Materialistkæden venter stadig en samlet omsætning for 2014/15 i underkanten af 3,5 mia. kr. baseret på en sammenlignelig vækst, like-for-like vækst, på 1-2 pct.

Driftsmarginen målt på EBITA-resultatet ventes stadig på niveau med 2013/14, hvor den udgjorde 17,1 pct.