Matas har fået ny topchef

Efter 17 år stopper Terje List som øverste direktør for Matas. Hans afløser er blevet fundet i Coop.

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen. Gregers Wedell-Wedellsborg, 45 år, er ny topchef hos kosmetikkæden Matas.
Læs mere
Fold sammen

Efter 17 år skal detailkæden Matas have ny topchef. Det oplyser selskabet i en meddelelse tirsdag morgen.

De seneste 17 år har Terje List stået i spidsen for den landsdækkende kæde, men den æra slutter med udgangen af oktober. I stedet vil Gregers Wedell-Wedellsborg overtage direktørsædet i kæden.

Gregers Wedell-Wedellsborg kommer fra en stilling som koncerndirektør hos Coop, hvor han de seneste år har haft driftansvaret for SuperBrugsen, Dagli'Brugsen, Kvickly og Irma.

»Med Gregers får vi både en erfaren detailhandler og en direktør, der har dyb indsigt i og erfaring med det digitale univers, som vil præge vores samfund fremover,« siger bestyrelsesformand Lars Vinge Frederiksen om ansættelsen.

»Derudover har Gregers stor erfaring med kundeklubber og loyalitetsprogrammer, hvilket er vigtige elementer i Matas’ fundament. I bestyrelsen er vi overbeviste om, at Gregers har den rette profil til at løfte Matas til det næste niveau.«

Matas har de senere år kæmpet med en faldende omsætning som resultat af en stadig mere indædt kamp om kunder inden for kosmetik og personlig pleje. Sidste måtte Terje List således præsentere en noget overraskende nedjustering efter et fald i både priser og salg inden for personlig pleje. Det skyldes ikke mindst ankomsten af konkurrent-kæden Normal, der i løbet af få år har etableret 70 butikker spredt over landet.

Terje List får dog ikke overraskende pæne ord med på vejen af sin bestyrelsesformand, der blandt andet hæfter sig ved, at Terje List var med til at føre Matas på Børsen i 2013.

»Terje har med dygtighed og udpræget sans for godt købmandskab ført Matas frem til i dag at være den førende danske detailhandelskæde indenfor Skønhed og
Helse. Bestyrelsen har imidlertid vurderet, at tiden er rigtig til at få nye øjne på Matas, og på hvordan virksomheden skal bringes til næste niveau,« siger Lars Vinge Frederiksen i selskabsmeddelsen.

»Vi vil gerne takke Terje for hans dybt dedikerede og mangeårige indsats hos Matas, og vi ønsker ham alt det bedste i sin videre karriere«

Gregers Wedell-Wedellsborg er 45 år og har foruden arbejdet i Coop også siddet i en række bestyrelseser hos iværksættervirksomheder som Downtown Aps og Momondo Norden A/S, ligesom han er en del af det nyudvnævnte disruptionsråd. Han har tidligere været direktør for digitale medier i TV2 Danmark, ligesom han også har haft en fortid hos Berlingske Media.