Mastercard springer med på den kontaktløse betalingsbølge

De kontaktløse betalinger spirer frem. Inden udgangen af 2017 vil det være muligt at bruge Mastercards kontaktløse betalingsløsning på alle køb over 25 euro i hele Europa.

Foto: JONATHAN ERNST. I 2017 vil det være muligt at betale med sin smartphone eller sit fingeraftryk over hele Europa, hvis man har Mastercard. Foto: Jonathan Ernst
Læs mere
Fold sammen

Interessen for kontaktløse betalinger er stigende. I andet kvartal af 2015 var der en stigning på 170 procent i antallet af kontaktløse betalinger i Europa sammenlignet med året tidligere, mens størrelsen på transaktionerne er blevet tredoblet i samme periode.

I den forbindelse har Mastercard netop annonceret, at man inden udgangen af 2017 vil være i stand til at bruge de såkaldte »Tap&Go«-betalinger til alle køb på over 25euro, ved kontaktløse betalingsautomater i hele Europa.

»Tap&Go«-betalingen foregår ved, at forbrugerne godkender betalingen på deres smartphones, enten ved hjælp af en pinkode eller et fingeraftryk.

Der har været en del debat om, hvorvidt butikkerne vil være i stand til at implementere den nye teknologi, men direktør for MasterCards kontaktløse betaling i Europa er ikke i tvivl om, at fremtidens handel er kontaktløs.

»Listen af butikker der modtager kontaktløs betaling vil fortsætte med at vokse. I seneste kvartal har vi indgået aftaler med en række store aktører som Ikea i Østrig, MediaMarkt i Tyskland, McDonalds i Hviderusland og metroen i Kiev,« siger Chris Kangas i en pressemeddelelse.

I juli måned havde knap halvdelen af alle nyinstallerede betalingsterminaler indbygget kontaktløs betaling. Den kontaktløse betaling er indtil nu mest populær i fødevarebutikker efterfulgt af restauranter, barer og tøjbutikker.

TV: Butikkerne får trådløs betaling