Mastercard overgår forventningerne klart

Amerikanske Mastercard overgik analytikernes forventninger i første kvartal og præsterede et resultat per aktie (EPS) på 0,89 dollar, mens analytikerne havde sat næsen op efter mere beskedne 0,80 dollar ifølge estimater fra Bloomberg News.

Foto: JONATHAN ERNST. Mastercard stiger med 1,7 pct. til 91,76 dollar i det amerikanske formarked.
Læs mere
Fold sammen

Mastercard stiger med 1,7 pct. til 91,76 dollar i det amerikanske formarked.

Mens indtjeningen per aktie var højere end forudset, var kortkæmpens omsætning ifølge data fra Bloomberg News lavere end ventet blandt analytikerkorpset.

Resultatet steg 17 pct. til 1020 mio. dollar fra 870 mio. dollar i første kvartal 2014, mens omsætningen i årets tre første måneder voksede mere beskedne 2,7 pct. til 2230 mio. dollar.

- Deres styrke har været i regioner uden for USA, og det bør fortsætte, siger Lisa Ellis, analytiker hos Sanford C. Bernstein, til Bloomberg News.

- Deres strategi om at udvikle de lokale markeder på den lange bane er mere kreativ, siger Ellis.

Mastercard oplever en kraftig medvind som følge af, at flere og flere forbrugere erstatter kontanter med plastikkort. Sidste måned fik selskabet endnu en fjer i hatten, da man indgik en stor aftale med Citigroup.

Selskabets største konkurrenter er Visa og American Express, men sidstnævnte har været i store problemer, efter at det eksklusive plastikkort blev droppet af den tredjestørste amerikanske detailkæde, Costco, tidligere på året.

/ritzau/FINANS