Masser af nye mini-PCer

Kort nyt: PC-producenterne er ved at falde over hinandens ben for at komme først med nye modeller af den bedst sælgende PC-type i årevis, mini-PCerne.

Acers nye Aspire One Pro 531 Fold sammen
Læs mere
I denne uge lanceres endnu tre nye mini-PCer i Danmark.

Acer, som er verdens største producent af de prisbillige og ultrabærbare mini-PCer, lover nu op til 7,5 timers batteritid på den nye Aspire One Pro 531, som er målrettet erhvervslivet. Den vejer 1,27 kilo med det store batteri, har en skærm på 10,1 tommer med bagbelyst LCD-skærm, har indbygget trådløst net og Blutooth-radioforbindelse og kan købes med indbygges 3G-modem, så den kan bruge det mobile bredbåndsnet uden en løs USB-pind. Der er en gigabyte RAM-arbejdshukommelse og 160 gigabyte harddisk i og leveres med Windows XP. Prisen er 2.999 kroner.

Dell - verdens næststørste PC-fabrikant - lancerer Inspiron Mini 10v, en sag på 1,2 kilo med en skærm på 10 tommer, en gigabyte RAM-arbejdshukommelse, op til 160 gigabyte harddisk og med indbygget netkamera. Farverne er sort, hvid, kirsebærrød, lyserød, blå og grøn. Indmaden er Windows XP Home, og priserne begynder ved 2.590 kroner, dog inklusiv moms og levering.

Japanske Toshiba rykker ud med sin Mini NB200 i sort. Den har 10,1 tommer baggrundsbelyst skærm og leveres med et trecellebatteri med op til fire timers levetid. Harddisken er på 160 gigabyte, og der er indbygget sikring mod frie fald, stød og vibrationer for at beskytte dataene. Maskinen har netkamera på 0,3 megapixler i opløsning, Bluetooth-radioteknologi og trådløst net samt tre USB-porte. Den ene gør det muligt at oplade mobiltelefonen eller MP3-afspilleren, selv om maskinen er slukket. Prisen er 3.590 kroner inklusiv moms. Th.