Masser af elektronik under træet

Faldende priser på forbrugerelektronik ventes at få danskerne til at bruge lige så mange penge på elektroniske julegaver som sidste år. Men det begynder at være andre ting, som vi bruger pengene på, siger analytiker.

Igen i år vil elektronik være pænt repræsenteret i pakkerne under de danske juletræer. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danskerne er holdt op med at vende hver en krone, og med faldende priser på forbrugerelektronik tegner årets jul sig til at lande på samme niveau som i 2013.

»Sidste år voksede det beløb, som vi købte elektronikgaver for, og vi fornemmer, at det vil gå som sidste år – måske lidt bedre. Hver en krone bliver ikke længere vendt, og ofte vil folk gerne købe lidt kvalitet og skruer derfor niveauet for enkelte gaver op, om end det samlede gavebudget nok ikke har ændret sig meget,« siger analysechef Anders Elbak fra analysehuset IDC, som følger teknologimarkederne tæt.

Alt, der kan sættes strøm til, har traditionelt kronede dage til jul, hvor elektronikproducenterne henter op mod 30 procent af hele årets omsætning. Julen 2014 tegner ikke til at blive anderledes end normalt.

»Forhandlerne har købt rimeligt ind af både PCer og tavle-PCer i forventning om et godt julesalg. Efter at Microsoft har gjort Windows gratis på mindre skærme, er priserne blevet presset ekstra ned. Man får en rimelig bærbar PC til 2.000 kroner, og en lille PC med berøringsfølsom skærm eller en 2-i-1-PC, hvor skærmen kan tages af, og som kører Windows, koster ned til 3.000 kroner. Det sikrer et rimeligt fornuftigt salg af traditionelle PCer og tavler, men stadig kan man få dyre ting til de mere kræsne,« siger Anders Elbak.

Smarture ikke et hit

Også spillekonsollerne med Sonys Playstation 4 og Microsofts Xbox One i front er faldet i pris, hvilket – sammenholdt med, at de ikke er bagudkompatible – ifølge IDC nok skal give en del salg, også af spil. Derudover har mange en forventning om, at droner – små, fjernstyrede flyvende maskiner – vil sælge stort.

»Markedet for smarture er derimod ikke rigtigt kommet i gang. Enten kan de ikke nok, eller også er de ikke tilstrækkeligt tilgængelige. Man ser hverken reklamer eller fysiske produkter. Når Apple kommer med sit ur til næste år, og når flere produkter kommer med Android Wear-softwaren, så de kan bruges på tværs af telefonmærkerne uden at være bundet til ét bestemt mærke, kan det sætte gang i markedet,« siger analysechefen, som stadig mener, at urene nu mere handler om teknologi end om egentlig brugbarhed.

Også et bedre design og et større økosystem med flere småprogrammer/applikationer til urene vil sikre et større salg.

»Fitnessarmbånd med indbygget ur er et noget større marked, men igen handler det om tilgængelighed og mere intelligens. De fleste ved godt selv, om de er trætte, eller hvordan de har sovet. Den dag, hvor sundhedssektoren begynder at udstyre patienter med relativt billige produkter i stedet for at udvikle eget udstyr, vil det rykke. Og igen kan Apple være med til at sparke markedet i gang, da Apple-brugere har en større mærkeloyalitet end f.eks. Samsung-brugere,« siger Anders Elbak.

TV-salget vokser ikke

Hvor stor en del af julesalget, der reelt er gaver til andre og ikke egne indkøb, er svært at afgøre, men megen forbrugerelektronik koster stadig mere end til et normalt gavebudget trods faldende priser.

»Mobiltelefoner sælger også stadig ganske udmærket, uden at der dog er sket ændringer i det samlede salg. Apple har med sin nye iPhone taget lidt større markedsandel, mens Android er gået lidt tilbage, og Windows Phone-telefoner har vundet lidt,« siger Anders Elbak.

TV-salget er også holdt op med at vokse.

»På TV-siden sker der ingen stor udskiftning. Smart-TV-apparater er blevet overhalet lidt af andre typer som Apple TV-boksen og Googles billige Chromecast (en USB-dut til fjernsynet, som trådløst kan modtage skærmbilledet fra en telefon eller computer, red.). Mange smart-TV er proprietære og har derfor ingen fremtidssikring, samtidig med at applikationer på fjernsynet ikke vedligeholdes, opdateres og udvides,« siger han.

Manglen på film og TV i den nye ultra-HD-kvalitet – fire gange dagens fuld HD – gør det mindre attraktivt at investere i UHD-fjernsyn, og de skarpere OLED-TV er ifølge analysechefen stadig for dyre til, at folk køber dem – om end det ventes at vende i løbet af 2015.

Til gengæld forventer han et godt salg af trådløse streaminganlæg som Sonos, Apples Airplay, Samsung og Bose, der bruger det trådløse net i stedet for den kortrækkende Bluetooth-radioteknologi og fåes i absolut alle prisklasser fra under 100 kroner til op mod 50.000.