Massefyringer i finanssektoren trods rekordresultater

En ny undersøgelse fra Finanssektorens Arbejdsgiverforening viser, at på trods af rekordresultater vil finansbranchen skære 1400 stillinger væk i år.

Foto: Shutterstock.
Læs mere
Fold sammen

Det skriver dagbladet Børsen.

Undersøgelsen bygger på en rundspørge blandt 79 finansvirksomheder, der i øjeblikket er i gang med at slibe sparekniven.

Sidste år forventede arbejdsgiverforeningens medlemmer, at 550 stillinger ville forsvinde. Ved udgangen af 2016 havde finanssektoren ansat 850 færre medarbejdere.

Da Jyske Bank præsenterede et overskud på 1,2 mia. kr. i første kvartal af 2017, meddelte bankens topchef Anders Dam, at der skulle fyres 50 medarbejdere i seniorrådgiverkorpset.

»Jeg har det mål at skabe flest mulige rentable arbejdspladser. Når der så er nogen, vi ikke kan bringe ind i en tilstrækkelig rentabilitet, så tager vi konsekvensen af det,« siger Anders Dam, topchef i Jyske Bank, til dagbladet Børsen.

For Johnny Madsen, der er investeringschef i Dansk Formue- og Investeringspleje, giver Jyske Banks træk god mening.

»Nogen vil måske synes, at det er underligt, at bankerne skovler penge ind og samtidig fyrer medarbejdere, men det er nødvendigt for at være konkurrencedygtig og overleve på lang sigt,« siger Johnny Madsen til avisen.

/ritzau/FINANS