Massedød truer de danske tankstationer

Mindre biler, priskrig og afskaffelse af lukkeloven sender antallet af danske tankstationer mod en kraftig reduktion. 800 bør lukke, mener Q8-direktør.

Mange tankstationer er på vej mod lukning, blandt andet på grund af mindre biler og afskaffelse af lukkeloven. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristoffer Juel Poulsen
Kunderne flygter fra tankstationerne, og branchen er presset til et punkt, hvor ikke mindre end 800 tankstationer forventes at lukke. Det skriver Dagbladet Børsen.

Det er blandt andet mindre og mere effektive biler, der er medvirkende til, at landets 2000 tankstationer er nødlidende. Samtidig har danskerne med afskaffelse af lukkeloven ikke længere brug for at gå på tanken hen på aftenen, når de kan gå i supermarkedet i stedet.

Læs også: Brancheanalyse: Medvind i offshore-industrien



Der er ifølge direktør i Q8, Helle Dahlgren Skov, brug for en udrensning på det pressede marked.

»Vi burde være 700-800 stationer mindre i Danmark, hvis du sammenligner med Sverige, hvor gennemløbet per anlæg er meget større. Det giver nogle store indtjeningsvanskeligheder, når der er så tæt en koncentration,« siger Helle Dahlgren Skov, direktør for servicestationer og forretningsudvikling i Q8, til Børsen.






Også fra en af branchens anden store spillere, Shell, lyder der beklagelser over situationen på markedet. Shell har i flere år haft dårlig indtjening på selskabets 306 tankstationer, og det er ikke blevet mindre i år.

»Derfor har vi også accelereret noget af den netværkstrimning, vi var i gang med, og kigger selvfølgelig på, hvad vores eksistensberettigelse er, i det her marked. Det er ikke holdbart med så mange servicestationer, og derfor er der brug for en konsolidering,« siger retaildirektør Maria Beck-Tange.





Hvem der trækker stikket først, er stadig uafgjort, og det ligner mest af alt en dyr udmattelseskrig, der er i gang i branchen.

»Det er en udholdenhedskamp, hvor man prøver at blive mere effektive ved at gøre nogle andre ting end at lukke stationer. Men selvfølgelig bliver der nødt til at ske nogle tilpasninger, og det ville da være super dejligt, hvis der kom et stort indhug i antallet af stationer, fordi det ville give luft i markedet,« siger Q8-direktør Helle Dahlgren Skov.

Danmark har med 2000 tankstationer fordelt over landet den næsthøjeste koncentration af tankstationer i Europa efter Grækenland.