Manglende dele truer salg af iPhone-dræber

Samsung kan ikke nå at skaffe indmaden til sin meget roste topmodel Galaxy S III i samme tempo, som kunderne køber den. Det kan betyde et salgstab på to millioner telefoner på en måned, hvor Samsung ellers er på vej mod ny rekord.

Den tynde og elegante Galaxy S III har høstet topkarakterer i anmeldelser verden over og er Samsungs svar på en iPhone-dræber. Den sælger også rigtigt godt. Foto: Lee Jae-Won, Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere

Manglende reservedele kan have kostet den sydkoreanske mobilgigant Samsung et salg på to millioner af den nye topmodel, Galaxy S III, alene den første måned.

Galaxy S III fik verdenspremiere i Europa 29. maj og er Samsungs våben mod Apples iPhone. Telefonen med en skærm på 4,8 tommer og med Android som styresystem har fået topanmeldelser verden over, og det har givet Samsung et ubehageligt problem: Man kan ikke levere telefoner nok, fordi det ikke er muligt at skaffe de elektroniske dele hurtigt nok.

Hurtigst sælgende telefon nogen sinde

Hvor Apple er berygtet for bevidst at holde dele af sin produktion tilbage, så man hurtigt kan melde »Alt udsolgt - for nu«, har Samsung ikke før oplevet en så stor efterspørgsel. Samsung forventer selv, at salget af Galaxy S III runder 10 millioner styk med udgangen af juli, altså på blot to måneder. Det vil gøre den til den hurtigst sælgende mobiltelefon nogen sinde.

Samsung overhalede i første kvartal i år finske Nokia som verdens absolut største producent af mobiltelefoner, en trone, som Nokia har siddet på i over et årti.

Lanceringen af Galaxy S III er veltilrettelagt. Telefonen kom på markedet i god tid, inden Apples næste iPhone-model ventes præsenteret til efteråret. Men tilsyneladende er succesen kommet bag på sydkoreanerne.

Konkurrenter var ikke så stærke

»Samsung kan være blevet fanget af efterspørgslen, ikke fordi de ikke tror på deres egne produkter, men fordi de kan have overvurderet konkurrencen. Bortset fra iPhone og HTCs One X er der ikke meget andet på markedet,« siger Carolina Milanesi, analytiker hos analysehuset Gartner, der følger teknologimarkederne tæt.

Analytikere anslår, at mangelen på reservedele kan koste Samsung et salg på to millioner telefoner i april-juni, hvor elektronikgiganten forventer at sætte ny regnskabsrekord i kraft af et stadig stort salg af forgængeren, Galaxy S II, og af den betragteligt større Galaxy Note, som har en gigantisk skærm og en digital pen at bruge på den. Også de stadig mere populære Galaxy Tab-tavlecomputere er med til at trække salget i vejret.

Samsung solgte i januar-marts 2012 i alt 44,5 millioner mobiltelefoner og ventes i indeværende kvartal at runde yderligere 50 millioner styk.