Spillet om tronen er forbi. Efter otte sæsoner af »Game of Thrones« publicerede den amerikanske streamingkanal HBO mandag det foreløbigt sidste afsnit. Det markerer afslutningen på et fænomen, der vurderes til at have en værdi af en milliard dollar for HBO.
Hvem der i serien ender øverst i hierarkiet efter at have kæmpet og konspireret siden 2011 gennem 73 afsnit, skal vi i denne artikel ikke afsløre. Men hvis vi for en stund trækker os ud af fantasiens univers og ind på de bonede gulve i toppen af den globale medieverden, er det ikke svært at få øje på en konge.