Manden med de 165 år gamle bukser

I sidste uge blev det officielt, at den ikoniske tøjkoncern Levi Strauss snarest gør comeback på børsen i New York. Manden bag comebacket – både som børsnoteret selskab og i lige så høj grad som et økonomiske slagkraftigt og moderne modeselskab – er Charles »Chip« Bergh. En mand, der ikke er bange for at tage et standpunkt. Også dem, der koster dødstrusler.

Chip Bergh har været topchef i Levi Strauss siden 2011 og er i høj graden manden man den turnaround, der nu er medvirkende til at selskabet skal børsnoteres igen. Levi Strauss var børsnoteret fra 1973 frem til 1985, men blev afnoteret i sin tid efter ønske af ejerfamilien. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bloomberg

»Wow!«

Sådan svarede Chip Bergh en efterårsdag i 2011, da en headhunter ringede til ham og satte navn på det selskab, der var interesseret i ham som ny topchef.

På det tidspunkt havde den i dag 61-årige amerikaner været en del af det gigantiske konglomerat Proctor & Gamble i 28 år og blandt andet været ansvarlig for opkøbet af Gillette i 2005 og stået i spidsen for en succesfuld turnaround af barberkæmpen.

Det var ikke første gang, at en headhunter hang i røret med et tilbud om et muligt topjob. Der var dog intet, der havde været interessant nok til at vriste ham væk fra det selskab, som han havde været en del af siden 1973. Men da ordene Levi Strauss rungede i telefonen, skete der noget.

I et essay omkring sine ledelsesmetoder fra sidste år i Harvard Business Review beskriver han den umiddelbare tiltrækning. Han opfattede Levi's som et af USAs mest ikoniske varemærker. Et selskab, der er blandt USAs ældste med en historie, der strækker sig 165 år tilbage. Levi Strauss' bukser er skabt til slid i en tid, hvor nybyggere, guldfeber og cowboyer herskede.

Men i 2011 var selv de ikoniske jeans blevet slidt, og økonomien var mildest talt flosset. Omsætningen var næsten halveret i løbet af 00erne i forhold til, da det toppede med en omsætning på syv mia. dollar i 1997. Det kunne gøres bedre, mente Chip Bergh.

»Da jeg besluttede mig for at acceptere stillingen som topchef, så jeg det som en æressag. Jeg ville efterlade en arv og gøre selskabet stort igen,« forklarer han i Harvard Business Review.

Chip Bergh gik hårdt til værks. Efter 18 måneder var ni ud af 11 i den nærmeste ledelsesgruppe skiftet ud. Omsætningen er i dag ikke tilbage på rekordniveauet, men det er lykkedes ham at få selskabet til at vokse igen i et ekstremt konkurrencepræget marked. I 2018 omsatte selskabet, der ud over Levi's indeholder tøjmærket Dockers, for 5,5 mia. dollar, hvilket var en vækst på 14 pct. sammenlignet med året før.

Men det er ikke kun forbedrede nøgletal og tanker om ledelse, som har gjort, at Chip Bergh har skilt sig ud. I 2016 stillede han sig forrest blandt amerikanske topchefer i kampen mod skydevåben.

En person havde ved et uheld skudt og såret sig selv i et prøverum i en af selskabets knap 3.000 butikker. Det fik Chip Bergh til at forbyde våben i alle selskabets butikker i de stater, hvor våben er lovlige. Han donerede store millionbeløb til organisationer, der bekæmper våbenlovgivningen, og opfordrede alle erhvervsledere til at tage stilling. Efterfølgende modtog han dødstrusler og trusler mod sine ansatte.

»At tage stilling kan være upopulært blandt nogle, men at gøre ingenting er ikke længere en mulighed,« skrev han i et åbent brev.

Hver eneste dag bliver 100 mennesker dræbt af skydevåben alene i USA.

Levi Strauss meddelte i sidste uge, at selskabet har hyret stort set alle de største investeringsbanker i USA – fra JPMorgan og Goldman Sachs til Bank of America og Morgan Stanley – til at bistå med børsnoteringen. Ifølge flere amerikanske medier bliver selskabet vurderet til fem mia. dollar og forventer at sælge nye aktier for mellem 600 og 800 mio. dollar.