Malou Aamund forlader Google – og der kommer ikke nye topposter

Efter fem år i spidsen for den amerikanske internetgigants danske afdeling og med i alt 22 års bagage fra internationale teknologivirksomheder har Malou Aamund sagt op for at hellige sig bestyrelsesarbejde på fuld tid. Det skal være med til at løfte Europa fremad.

Siden december 2016 har Malou Aamund været Googles danske topchef. Det job forlader hun nu for at hellige sig bestyrelsesarbejde på fuld tid, og det har været en beslutning, som blev taget for lang tid siden. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Malou Aamund har truffet sin beslutning – og hun vender ikke tilbage som ny topchef et andet sted, når hun ved udgangen af september forlader internetgiganten Google, som hun de seneste fem år har stået i spidsen for.

»Det har jeg i alle tilfælde ingen planer om. Jeg synes, at jeg har haft et af Danmarks bedste job som administrerende direktør, og jeg har svært ved at se, hvad der kan friste,« siger den 52-årige Malou Aamund.