Magasinkonge tjener 300 mio. på salg

Iværksætteren Johnny Laursen hentede sidste år en gevinst på over 300 millioner kroner på salget af Bilbasen. Nu venter en ny milliongevinst, hvis Laursen sælger en halvpart i forlaget Benjamin.

Johnny Laursen, iværksætteren der har tjent millioner på at grundlægge medeihuset Benjamin Media, tjente sidste år millioner på salget af Bilbasen. Nu venter en ny gevinst. Laursen vil nemlig sælge magasinforlaget Benjamin. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Johnny Laursen solgte sidste år den succesfulde internettjeneste Bilbasen, og selv om medieiværksætteren ikke vil sætte præcise beløb på, hvor meget han fik for salget af halvdelen af aktierne i sitet, har det utvivlsomt været en god forretning.

Ifølge Børsen bogførte Benjamin Holding, som Laursen ejer 95 procent af, sidste år en gevinst fra salget af tilknyttede virksomheder på 328 millioner kroner.

”Jeg tror, det har været den mest profitable internetforretning i Danmark,” siger Johnny Laursen om Bilbasen, der sidste år havde godt 400.000 månedlige brugere og kom ud med et plus på cirka 36 millioner kroner på driften og en bruttofortjeneste på 43 millioner kroner.

Milliongevinst venter
Men Johnny Laursens frasalg stopper ikke der. I begyndelsen af næste år begynder han nemlig at sælge sin ejerandel på 49,5 procent i magasinforlaget Benjamin, som Laursen var med til at starte i 1989.

Siden da er Benjamin blevet en succeshistorie med udgivelser som M!, Woman og Costume, og de seneste år har der været støt fremgang både i omsætning og resultater i bladhuset.

I 2001 solgte Johnny Laursen aktiemajoriteten i Benjamin til medieselskabet Bonnier, og her står man klar til at udnytte sin option på den resterende aktiepost, hvis Laursen og medieselskabet ellers kan blive enige om vilkårene.

”Det sandsynlige scenarie er et salg i januar 2009,” siger Jens Henneberg, viceadministrerende direktør i Bonnier Publications til Børsen, og fortsætter:

”Det kræver, at vi bliver enige om pris og vilkår, men det er forventningen,” siger han.

Hvis og når salget går igennem, vil det skæppe godt til i Johnny Laursens pengekasse, der allerede ved frasalget af aktiemajoriteten i 2001 fik mellem 55 og 60 millioner kroner for sin halvpart.

Ifølge Børsen mener markedskilder, at prisen i dag trods den vanskelige konjunktur vil være væsentligt højere.

 
Læs også:

Verdens bedste film?

Danmarks dårligste reklame