Mærsks leverandør af kæmpeskibe i massive problemer

Daewoo-skibsværftet, der i dansk regi blandt andet er kendt for at have bygget Mærsks berømte Triple E-skibe, er på vej med en meget omfattende restrukturering, efter at værftet er havnet i voldsomme økonomiske kvaler.

Foto: ALEX LEE. Triple-E class container ship "Madison Maersk" of Maersk Line loaded with containers is berthed at Nansha port in Guangzhou, Guangdong province June 26, 2014.
Læs mere
Fold sammen

Ifølge shippingavisen Tradewinds er Daewoo Shipbuilding & Marine Engineering (DSME), som selskabet hedder, med administrerende direktør Jung Sung-Leep i spidsen parat med en stribe frasalg, en stor kapitalindsprøjtning samt omrokering af medarbejdere for at øge effektiviteten.

Efter avisens oplysninger er hovedaktionæren hos DSME på vej med en gigantisk kapitalindsprøjtning på 864 mio. dollar (5,9 mia. kr.) i ny aktiekapital - og et tilsvarende beløb i nye lån til selskabet, der altså også for alvor strammer skruen for at effektivisere driften.

DSME har været hårdt ramt af store nedskrivninger, mens også højere omkostninger på skibsbyggeri har ramt værftet i andet kvartal. Ifølge Tradewinds, der henviser til den koreanske avis Korea Economic Daily, vil andet kvartal byde på et tab på driften på 2,7 mia. dollar (18,5 mia. kr.).

Medvirkende til vanskelighederne har store tab på vindkraftprojekter og ingeniørfejl på nye ordrer dog også været, skriver Tradewinds med henvisning til kommentarer fra Jung Sung-Leep.

Da vanskelighederne første gang kom frem onsdag i sidste uge, faldt DSME-aktien med 30 pct., der er den maksimalt tilladte tilbagegang efter de koreanske børsregler. Efterfølgende faldt aktien med 6,5 pct., 2,4 pct. og 6,6 pct. torsdag, fredag og mandag.

Tirsdag var der dog mere positiv stemning omkring aktien efter annonceringen af de nye tiltag. DSME steg med 14,4 pct., men det ændrer ikke ved, at markedsværdien af selskabet er barberet ned til i underkanten af 10 mia. kr.

Daewoo-værftet, baseret i byen Okpo på Geoje-øen syd for det sydkoreanske fastland, leverede for nylig det sidste af 20 containerskibe i Maersk Lines Triple E-serie, Mathilde Mærsk. Skibene var verdens største, med en kapacitet på over 18.000 tyvefodscontainere (teu) hver, da de første af slagsen blev leveret i sommeren 2013.

I juni 2015 lagde Maersk Line desuden en bestilling på 1,8 mia. dollar (12,3 mia. kr.) på 11 nye skibe beskrevet som den næste generation af Triple E-skibene.

De får en kapacitet på 19.630 teu hver og skal leveres af DSME fra april 2017 til maj 2018. Derudover har Mærsk-rederiet en option på yderligere seks skibe i samme størrelse.