Mærsks lange skifte

Jo længere Mærsk Mc-Kinney Møller holder så stramt fast på magten, jo større er risikoen for interne magtkampe efter mytens død. Selv datteren Ane Mærsk Mc-Kinney Møller, som i årevis har stået klar i kulissen, vurderes fortsat for let til at overtage formandsposten i familiefondene.

Igennem årtier har det været en fastslået kendsgerning – af omverdenen – at alt i A.P. Møller - Mærsk til enhver tid var nøje planlagt og tilrettelagt. Således også på ledelsesområdet. Selvfølgelig havde skibsrederen Mærsk Mc-Kinney Møller, en plan liggende i skuffen om den fremtidige ledelsessammensætning. Person for person, familiemedlem for familiemedlem.

Mærsk selv har i hele sin karriere, som strækker sig over trekvart århundede, ofte fremhævet firmaets leveregel om »rettidig omhu«. Altså at man skal sørge for ikke at bringe sig i en kommercielt dårlig situation. Rettidig omhu er blevet myteomspundet, om end uantastet som ledelsesværktøj. En blind tro på, at Esplanaden ikke kunne begå fejl.

Hør blot disse udsagn:

»Alt tyder på, at Mærsk Mc-Kinney Møller har lagt tidspunktet for arveskiftet sådan til rette, at det (formandsskiftet til Michael Pram Rasmussen, red.) ikke får nogen betydning ... Mærsk Mc-Kinney Møller har sandsynligvis foretrukket at stoppe, mens han endnu er i fuld vigør.« Lektor og Mærsk-ekspert, Søren Ellemose i Politiken, november 2003.

»Mærsk Mc-Kinney Møller efterlader sig den virksomhed i Danmark, der har den mest kompetente ledelse ... Der vil være meget små ændringer at se i ledelsesstilen. Det vil nærmest kun være stilistiske ændringer, som afspejler den enkelte person.« Direktør Brian Burr fra analysefirmaet Scandinavian Asset Management, også i november 2003.



MEN LIGESOM I ALLE ANDRE virksomheder knirker og brager det også sommetider på Esplanaden. Hverdagen internt i konglomeratet ser knap så rosenrød og problemfri ud som beskrevet. I hvert fald ændrede bestyrelsen (og dermed også Mærsk Mc-Kinney Møller) i den grad holdning, da det på blot et halvt år blev besluttet at rydde hele direktionsgangen for skibsredererfaring. I andet halvår 2006 var alt ellers lagt til rette til, at Søderberg skulle på pension i 2009 og hans efterfølger findes i ledelsesgruppen. Men som bekendt har der i løbet af få måneder i 2007 været så megen dramatik på de indre linjer i A.P. Møller - Mærsk, at ikke bare blev topchefen Jess Søderbergs pensionering rykket to år frem, men to erfarne skibsredere, Knud E. Stubkjær og Tommy Thomsen, blev samtidig presset ud.

Ny topchef er Carlsbergs Nils Smede­gaard Andersen. Overraskende – meget endda – følte Jess Søderberg i den anledning behov for at sige, at han da gerne havde set en intern efterfølger på sin post. En sådan uenighed i de allerhelligste haller på Esplanaden er uhørt – i hvert fald at det kommer ud. Samtidig holder Mærsk Mc-Kinney Møller fortsat jernhårdt fat om magten i de to familiefonde, som kontrollerer det børsnoterede A.P. Møller - Mærsk. I forbindelse med Smedegaard/Søderberg-skiftet for godt en måned siden blev det fra flere sider fremhævet, at Mærsks yngste datter, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, var klar til at overtage formandsposten i familiefondene. Det har hun sådan set været i fem-seks år, uden dog at den 94-årige har villet give slip på familiestafetten. Det må betyde, at Mærsk fortsat ikke føler, at datteren er klar til at påtage sig det tunge ansvar, og dermed er Mærsk Mc-Kinney Møller selv ved at gå i de fodspor, som hans far, Arnold Peter Møller, selv udsatte sin søn for i 1960erne. Den gamle A.P. Møller fastholdt magten lige indtil sit dødsleje. Mc-Kinney Møller – og især hans afdøde hustru, Emma – har flere gange ladet forstå, at det var en meget problematisk tid at komme igennem, ikke bare for firmaet men især for Mc-Kinney Møller og hans familie.



PÅ DEN SENESTE generalforsamling i foråret 2007 sagde Mc-Kinney Møller: »Jeg tænker ikke på at trække mig.« Og nu kan omverdenen så begynde at spekulere på, om Mc-Kinney Møllers manglende tiltro til datterens evner betyder, at han pønser på at sætte en ekstern, betroet mand ind som formand i familiefondene. Det vil i så fald i den grad bryde med mønstrene. Ingen tvivler på, at Mc-Kinney Møller fortsat er meget klar i hovedet, men det til trods sender skibsrederen et signal om, at han ikke har tiltro til sine efterfølgere og slet ikke til sin egen familie. Og næppe nogen på Esplanaden vover at sige ejeren i mod.

Den seneste tumult og ledelseskrise har for første gang indikeret, at en intern magtkamp kan bryde ud efter Mc-Kinney Møllers død. Nu har man ganske vist renset godt og grundigt ud i direktionslaget. Men jo længere myten og ejeren selv fastholder den totale magt, jo større kan risikoen være for et ophobet behov for at gøre sin magt gældende internt i hierarkiet.

Det er næppe rigtigt at tro, at Mc-Kinney Møller fortsat har en finger med i spillet omkring den daglige ledelse i A.P. Møller. Men ved at fastholde sin person som magtcentrum vil en stor del af ledelsen, både i direktion og bestyrelse, hele tiden tænke: Hvad mon Mærsk synes?