Mærsks havneforretning ramt af strejke i Colombia

Foto: Jon Nazca. ARKIVFOTO: Jon Nazca / Ritzau Scanpix
Læs mere
Fold sammen

A.P. Møller-Mærsks havneforretning, APM Terminals, er blevet genstand for en faglig konflikt på en af sine to terminaler i Colombia.

Terminalen Tcbuen i Buenaventura blev onsdag ramt af strejke, fortæller APM Terminals. Strejken har betydet, at både Mærsks egne skibe samt andre kunder har måttet finde alternative løsninger.

APM Terminals fastslår, at der fortsat pågår forhandlinger med de strejkende medarbejderes fagforeningsledere.

- Terminal de Contenedores de Buenaventura - Tcbuen - beklager fagforeningens beslutning og understreger virksomhedens engagement i medarbejdernes trivsel i overensstemmelse med colombiansk lov, markedsvilkår og internationale standarder. Vi er fortsat åbne over for dialog og over for at finde en løsning, der gavner begge parter, og som tillader terminalens fortsatte drift, skriver APM Terminals i en meddelelse.

Her lyder det også, at selskabet ønsker at løse konflikten "så hurtigt som muligt".

Konflikten omhandler ifølge Fagbladet 3F uenighed om en lønforhøjelse på 3 pct., ferietillæg, stop for 12-timers vagter og krav om sikre ansættelser.

Fagbladet skriver endvidere, at der er risiko, at konflikten spreder sig, da det internationale transportarbejderforbund, ITF, har taget kontakt til medlemsforeninger i andre Mærsk-havne for at sikre støtte til havnearbejderne i Buenaventura.

/ritzau/FINANS