Mærsk vil kæmpe for at forsvare gyldne ruter

Maersk Line presses i øjeblikket af sine konkurrenter på flere af de såkaldte guld-ruter, der går langs nord-syd aksen mellem Europa og Afrika, Sydamerika og USA, samt Kina og Australien, hvor containerfragten er særdeles lukrativ.

Foto: Asger Ladefoged

Maersk Lines topchef har dog ikke tænkt sig at opgive ruterne uden kamp til stregen.

Det skriver dagbladet Børsen.

- Vi bliver angrebet. Vores konkurrenter har mange ledige skibe og bruger dem til at trænge sig ind på nord-syd-ruterne. Vi vil slå tilbage og beskytte vores forretning, udtaler Søren Skou, topchef i Maersk Line, ifølge dagbladet Børsen.

Maersk Line har god grund til at kæmpe for de gyldne ruter, for selvom mængden af containerfragt langs øst-vest aksen fra Europa til Asien er langt større, så er marginerne på ruterne fra Asien til Europa langt tyndere end på Nord-Syd ruterne.

Søren Skou vil udnytte Maersk Lines position som den største eller næststørste på de gældende ruter, til at presse omkostningerne ned. Det skal give Maersk Line en buffer til at forsvare sig selv med.