Mærsk: Udelukker ikke at se på ejerskab i blockchain-projekt

Flere konkurrenter i shippingindustrien har sået tvivl om neutraliteten og åbenheden i den digitale platform, som Mærsk og IBM tidligere på året annoncerede, at de i samarbejde vil udvikle.

Flere konkurrenter i shippingindustrien har sået tvivl om neutraliteten og åbenheden i den digitale platform, som Mærsk og IBM tidligere på året annoncerede, at de i samarbejde vil udvikle. Fold sammen
Læs mere
Foto: PATRIK STOLLARZ

Det skriver Shippingwatch.

Løsningen skal være åben for hele industrien. Flere af Mærsks konkurrenter som Hapag-Lloyd og CMA CGM ser positivt på den grundlæggende idé om at skabe en digital løsning, der skal forenkle transporten af en container, men de er samtidig skeptiske over for, at det er en stor spiller som Mærsk, der sidder med ejerskabet.

Det danske transport- og logistikselskabs administrerende direktør, Søren Skou, er også muligvis åben over for at dele ejerskabet af platformen med andre selskaber på et tidspunkt.

»Det kan bestemt ikke udelukkes, at man på et tidspunkt skal kigge på ejerstruktur og den slags. Det er bestemt heller ikke noget, vi udelukker. Men jeg synes, at det er en lille smule letkøbt at sidde som konkurrent andre steder i Europa og sige, at det er en dårlig platform, hvad man ikke får lov til at eje den, og når man ikke selv har bidraget til noget af det arbejde, der er gået ind i det,« siger direktøren til Shippingwatch.

Mærsk og IMB lancerede i januar, at de vil starte et joint venture, der skal arbejde på at kunne tilbyde en ny global handelsplatform for shippingbranchen. Mærsk oplyste i januar, at det vil eje 51 pct. af selskabet, mens IBM sidder på de sidste 49 pct.

Platformen er baseret på blockchain-teknologi, der groft sagt er en kæde af transaktioner, som bliver registreret og låst sammen via kryptering og dermed er mulige at se for alle parter, der for eksempel er involveret i transporten af en container.