Mærsk-topchef: Opkøb forbliver i kerneområderne

A.P. Møller-Mærsks koncernchef, Nils Smedegaard Andersen, gør det klart, at Mærsks fremtidige vækst fortsat skal ligge indenfor selskabets historiske kompetencer som shipping, logistik og olie-gas trods faldende indtjening.

Foto: Liselotte Sabroe. A.P. Møller-Mærsks koncernchef, Nils Smedegaard Andersen, gør det klart, at Mærsks fremtidige vækst fortsat skal ligge indenfor selskabets historiske kompetencer som shipping, logistik og olie-gas trods faldende indtjening. ARKIVFOTO
Læs mere
Fold sammen

Smedegaard har ellers netop igangsat en intern process, der skal identificere de områder, hvor selskabet ser fremtidig vækst. I selskabets udtalelser om processen nævnes også muligheden for helt nye områder, hvilket har sat gang i spekulationerne.

Det skriver Børsen.

Dog har Smedegaard efterfølgende understreget, at fremtidige opkøb vil blive i industrier, selskabet allerede er aktiv i. Formuleringen "helt nye områder" henviser til nye muligheder indenfor kerneindustrierne.

- Jeg vil betragte det som meget usandsynligt, at vi går ind i en industri, som ligger helt uden for de kompetencer, vi har opbygget indenfor shipping, logistik og olie/gas, slår Smedegaard fast overfor Børsen.

Mærsk havde for regnskabet i 2014 en rekordlav gæld og vurderes som velpolstret til opkøb i global skala. Flere gange har Smedegaard udtalt, at Mærsk er klar til at udnytte pressede olieselskabers salg af olieaktiviteter, men intet er endnu sket.

- Der skal gå noget tid, før både købere og sælgere har indstillet sig på den nye virkelighed, og det er markedet ikke helt nået til endnu, udtaler Smedegaard med henvisning til det drastiske fald i oliepriserne i 2014.