Mærsk: Tidligere Terminals-drevet havn i Kingston privatiseret

Den tidligere APM Terminals-drevne jamaicanske havneterminal Kingston Container Terminal (KCT) er blevet privatiseret til et konsortium drevet af Terminal Link, der har Maersk Line-konkurrenten CMA CGM som største aktionær.

Det skriver Jamaica Observer.

Mærsks havneselskab APM Terminals drev under en management-aftale havnen i perioden 2001 til 2009, hvorefter driftsansvaret blev tilbageført til havnemyndighederne forud for den forestående privatisering af havnen.

Regeringen på Jamaica begyndte forhandlingerne med Terminal Link i oktober 2014, og den koncessionsaftale, der er indgået, vil blandt andet inkludere en udvidelse af havnen, der er en af de store skibsknudepunkter i Caribien.

CMA CGM ejer 51 pct. af Terminal Link, mens de resterende 49 pct. ejes af China Merchants Holdings International.