Mærsk Terminals afslutter milliardopkøb med et lille "men"

A.P. Møller-Mærsks havnedivision, APM Terminals, har afsluttet opkøbet af aktiemajoriteten i det Barcelona-baserede Grup Maritim TCB og dermed kontrollen med otte af dets 11 havneterminaler i Europa og Latinamerika.

Foto: CLAUS BJØRN LARSEN

Det fortæller selskabet i en meddelelse onsdag.

Grup Maritim TCB sidder i alt på 11 havneterminaler, der alle oprindeligt var en del af handlen, men APM Terminals mangler fortsat godkendelser til overtagelsen af tre af terminalerne. Da de tre havne dog blot udgør en meget lille del af den samlede handel, der koster APM Terminals 1 mia. dollar, gennemføres handlen uanset udfaldet af forhandlingerne med myndighederne, oplyser selskabet.

Og APM Terminals regner da også med at få de sidste tre terminaler, der er i Izmir i Tyrkiet, Santa Cruz på Tenerife og Las Palmas på Gran Canaria, med i købet.

»Vi fortsætter med at forfølge opkøbet af TCB's tyrkiske og kanariske terminaler og er overbeviste om, at vi vil kunne give tilfredsstillende svar på myndighedernes spørgsmål i Tyrkiet. Men da disse aktiver udgør mindre end 5 pct. af værdien af opkøbet, har vi besluttet at gennemføre opkøbet nu for at kapitalisere på det betydelige momentum, som vi har opbygget frem mod lukningen af handlen«, siger Joe Nicklaus Nielsen, der er direktør for havneinvesteringer hos APM Terminals, i meddelelsen.

Øger kapaciteten markant

De 11 havneterminaler fra Grup Maritim TCB har en årlig kapacitet på 4,3 mio. tyvefodscontainere (teu), som APM Terminals kan lægge oveni sin samlede kapacitet med købet. Den estimerede årlige volumen i terminalerne er 3,5 mio. teu. Sidste år håndterede APM Terrminals omkring 36 mio. teu.

Ud over de tre terminaler, der fortsat hersker usikkerhed om, er den resterende del af pakken terminaler i Barcelona, Valencia, Castellon og Gijon i Spanien samt Yucatan i Mexico, Buenaventura i Colombia, Paranagua i Brasilien - og sluttelig Quetzal-terminalen i Guatamala, der er under opførelse.

»Vi er meget glade for at afslutte købet af Grup Maritim TCB, og vi ser frem til at samarbejde med vores nye kollegaer. Opkøbet udvider vores position i Spanien og accelererer vores vækst i Latinamerika«, siger Kim Fejfer, der er administrerende direktør hos APM Terminals, i meddelelsen.

Smedegaard: Opkøb styrker værdi

I en separat meddelelse, der blev offentliggjort, da opkøbet første gang blev flaget i september sidste år, slog A.P. Møller-Mærsks topchef, Nils Smedegaard Andersen, fast, at opkøbet passer perfekt ind i strategien for selskabet.

»Med den robuste finansielle præstation og balance er selskabet i en stærk position til at lave investeringer af denne type i volatile markeder og forfølge vækstmuligheder - både organisk og gennem opkøb«, sagde han dengang.

»Opkøbet støtter vores vækstplaner og værdi for APM Terminals' brede portefølje af kunder i Europa og Latinamerika«, fortsatte Mærsk-topchefen.