Mærsk tæt på stor iransk olieaftale

Det danske olieselskab er tæt på stor aftale langt fra Nordsøen, som ellers er Maersk Oils nye fokusområde.

Foto: CLAUS FISKER. Arkivfoto: Maersk Oil.
Læs mere
Fold sammen

Maersk Oil er forhandler om en stor aftale om at udvinde olie i farvandet ud for Iran. Får det danske selskab rettighederne vil være den største kommercielle aftale uden for Nordsøen i flere år.

»Iran er et potentielt marked for nye forretningsområder for Maersk Oil. Vi har underskrevet en hensigtserklæring med National Iranian Oil Company for at undersøge muligheder for et fremtidigt samarbejde,« hedder det i en mail til Berlingske fra Maersk Oil.

Området ligger op af kæmpefeltet Al Shaheen, som  Maersk Oil har udvundet store mængder olie fra siden 1992, men som det danske selskab i sommer har tabt rettighederne til og fra 2017 stopper produktionen fra. Men nu tyder det på, at Maersk Oil kan få en ny aftale i den iranske del af feltet - kaldet South Pars.

»Forhandlingerne med Maersk er i gang, selvom den endelige aftale ikke er indgået,«  siger Gholamreza Manuchehri, der er vice. adm. direktør for Irans statslige olieselskab NIOC, til det iranske nyhedsbureau Mehr News Agency.

Han understreger, at udviklingen af området er en topprioritet for det iranske olieministerium.

»Internationale selskaber har den relevante teknologi,« siger Manuchehri om, hvorfor iranerne forhandler med Maersk Oil.

I marts skrev det iranske nyhedsbureau Fars, at det danske selskab var i hemmelige forhandlinger med myndighederne i Iran om område.

Siden har Maersk Oil tabt den historisk lukrative olieaftale på Al Shaheen-feltet i Qatar. Her har det danske selskab været siden 1992, og området i farvandet ud for Qatar er sammen med den danske del af Nordsøen været den mest lukrative olieforretningen, som det danske selskab nogensinde har indgået.

Efter tabet af Qatar-aftalen har det dansk selskab i sommer afskediget topchef Jakob Thomasen og har skiftet strategisk retning og vil frem over satse på aktiviteterne i Nordsøen.

Men mulighederne for at udvikle det iranske felt kan vise sig at være så økonomisk lukrative, at det danske selskab ikke har kunnet sige nej. Det danske selskab vil blandt kunne anvende selskabets moderne teknologier for horisontale boringer. Maersk Oil vil dog på nuværende tidspunkt ikke fortælle mere om aftale.

»Detaljerne er kommercielt fortrolige på det her tidspunkt, og vi vil forsætte vores dialog med de iranske myndigheder,« hedder det fra Maersk Oil.

Ifølge Mehr News Agency vil udviklingen af det iranske område kunne bringe omkring 35.000 tønder daglig. Til sammenligning var Maersk Oil andel af produktion fra Al Shaheen på 139.000 tønder om dagen i andet kvartal 2016.