Mærsk tæt på bestilling af gigantskibe hos Daewoo

A.P. Møller - Mærsk er angiveligt tæt på at kunne færdiggøre en bestilling hos det sydkoreanske værft Daewoo Shipbuilding & Marine Engineering på bygning af op til 11 nye gigantskibe med en kapacitet til at transportere 20.000 teu (20-fods containere) hver.

Foto: Erik Refner.
Læs mere
Fold sammen

Rygterne har tidligere svirret om Maersk Lines mulige interesse i de nye gigantstore containerskibe i en hidtil uset størrelse, men The Korea Economic Daily bragte i weekenden flere oplysninger om den mulige transaktion, herunder at Daewoo altså skulle stå til at vinde kontrakten foran en anden byder, Hyundai Heavy Industries.

Mediet skriver endvidere, at selvom detaljer på transaktionen ikke er blevet afsløret, så skal Daewoo angiveligt først bygge fire skibe, mens der er indgået en option på de sidste syv.

En industrikilde oplyser ifølge avisen at stykprisen på et containerskib i den omtalte størrelsesorden ligger omkring 151 mio. dollar, og den samlede transaktion opgøres til 1,7 mia. dollar.

Maersk Lines største skibe er i øjeblikket Triple E-serien på omkring 18.300 teu hver. De var verdens største, da de blev søsat i sommeren 2013, men er for nylig blevet overhalet af skibe fra konkurrenterne CMA CGM og CSCL på mere end 19.000 teu.

I september 2014 afslørede Maersk Line-chef Søren Skou, at rederiet får brug for nye skibe på samlet 425.000 teu over de næste fire-fem år for at følge med markedets vækst. Til gengæld sagde han i samme forbindelse, at ordrer på større skibe end Triple E ikke var sandsynligt på daværende tidspunkt.

Siden begyndte rygterne dog at svirre om, muligheden for en bestilling på ti skibe på omkring 20.000 teu hver.