Mærsk-skibe forurener som ni milliarder biler

Skibsfartens brug af bunkerfuel udgør et kæmpe problem for miljøet. Udledningen fra det tyktflydende brændstof dræber årligt mindst 100 københavnere.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

100.000 skibe sejler hvert år gennem de indre danske farvande og efterlader i kølvandet store skyer af stærkt forurenet udstødningsrøg. Skibene sejler nemlig primært på bunkerfuel – en brændstoftype, der får benzin og diesel til at fremstå som naturgas.

»Problemet med bunkerfuel er, at det har et meget meget højt indhold af svovl. Svovlen ryger direkte ud af skorstenen, hvorefter den spreder sig og kan gøre folk syge eller endda være dødelig,« siger Jørgen Brandt, der er seniorforsker ved afdeling for atmosfærisk miljø på Aarhus Universitet.

Bunkerfuel er det affaldsprodukt, der er tilbage, når mere forfinede brændstoftyper som benzin og diesel er udskilt af råolie. Bunkerfuel er meget billigt i forhold til benzin og diesel, og derfor meget populært i skibstrafikken.

Den beskidte olie
Det billige brændstof har dog en kæmpe ulempe. Fordi det ikke er blevet raffineret, indeholde det mange forureningspartikler og ifølge Helsinki Kommissionen, det fælles miljøsamarbejde for landene omkring Østersøen, svarer forureningen fra skibene i Østersøen til al landbaseret forurening; biler, busser, lastbiler, kraftværker, fabrikker og så videre – i Danmark og Sverige tilsammen.

For et rederi som Mærsk er omfanget enormt. Tal fra rederiet selv, som Berlingske Tidende tidligere har offentliggjort, viser, at Mærsks samlede flåde udleder lige så meget CO2 som hele Danmark. Dertil kommer andre beregninger der viser, at Mærsk-flåden sender svovldioxid, SO2 og kvælstofoxider, NOx, ud i atmosfæren i et omfang, der på verdensplan svarer til udledningen fra ni milliarder biler.

Udløser 60.000 dødsfald
Forureningen fra skibene alene i København er så stor, at det udløser mindst 100 for tidlige dødsfald blandt hovedstadens indbyggere. På verdensplan anslår amerikanske forskere, at forureningen fra skibsfarten årligt koster 60.000 mennesker en for tidlig død.

Mærsk oplyser da også, at man er meget opmærksom på problemets omfang:

»Vi har blandt andet indgået et nært samarbejde med Boeing om udvikling af biobrændstof til skibsindustrien, hvilket vil udgøre et teknologisk kvantespring. En løsning kunne jo være at sejle på rent biobrændstof i kystnære områder, for så at bruge bunkerfuel i det åbne hav, hvor det ikke gør skade,« siger Ivan Seistrup, group vice-president i A. P. Møller Mærsk.

Det danske miljøministerium har da også sat gang i en handlingsplan, hvor kravet er, at SOxer og NOxer skal reduceres ved hjælp af afsvovlningsanlæg, de såkaldte skrubbere. Anlæggene skal indbygges i skibenes skorstenssystemer.